Sne
22. jan 2010 10:06, amvoJeg hører det hele tiden nu, at folk er trætte af sneen. Jeg forstår det ikke. Det er jo vinter, og er det ikke langt bedre end gråt, trist regnvejr? Jeg elsker sne. Det er smukt, magisk, forandrer verden på måder, så jeg føler, at jeg befinder mig i et nyt univers, hvor alt er muligt. Eventyrets verden. Og netop det sker også nu, hvor jeg skriver på min femte roman, Glasborgen. For sne er en af mine stærkeste inspirationskilder. Sne indgår i næsten alle mine romaner, og ikke kun som scenografi, men som en kraft, en følelse, en medspiller. I romanen Djævelens kvint, som foregår i København, og som er spundet tæt sammen med Mozarts Tryllefløjten, er det også sneen, der sætter det hele igang.
N.B. Opdatering idag på indlægget om Tryllefløjten her: http://amvo.smartlog.dk/tryllefl-jten-post200453
Djævelens kvint (fra kapitel 1):
"Det var frosten og sneen som startede det hele den dag i februar i sommerhuset. Og dog, måske det i virkeligheden begyndte en sen nattetime i Wien for nogle århundreder siden, hvor et menneske som ham lod sine fingre hvile på tangenterne, et menneske, der søgte afgrunden og nåede guden. Måske. Måske endda langt tidligere, før der var noget, der hed tid. Dengang, før tiderens morgen, da kimen blev sået, og de første strukturer skilte sig ud fra den forskelsløse masse af vand.
Men for ham begyndte det med frosten og sneen. Med frosten og sneen og hans akademiske opslugthed, der drev ham ind i en verden af symfonier og sonater, af klaverkoncerter og strygekvartetter og operasang, så alle hans øvrige sanser til sidst sløvedes, og selv ensomheden syntes at forsvinde i selskab med fagotter og oboer og celloer.
Papagenos klokkespil fik snefnuggene til at danse den vinter, han husker fornemmelsen af klokkespillets sprøde sølvklange, og han husker, hvordan han fulgte dem, som var han et af børnene fra Hameln.
Snefnuggene, dem vil han huske. De daler og lejrer sig som sorte nodehoveder på linierne, falder så renfærdigt, så enkelt. Han elskede engang sneen for dens tyste hvidheds skyld, for den verden den skabte, en eventyrverden fyldt med drømme. Så dump og stille og ren.
I dag ser han tværs igennem sneen, indtil alt er krystaller og skygger, og sneen smelter og bliver til vand. Og han ser menneskene, som maleren Delvaux gjorde det, da røntgenapparatet flænsede kødet bort, og knoglerne blev den nøgne sandhed. Han kan høre livet i jorden. Og de usagte drømme. Og fra skyggerne opstår livet på ny, sådan er verdens orden.
Udenfor i parken står orange fløjlsblomst tæt og kompakt blandt den hvide enkeblomst i bedets inderste kreds. I centrum springer vandet fra et overflødighedshorn, der holdes af en lille tyk Bacchus, og yderst svulmer de overvældende violette og røde farvetoner fra biblommens hundredvis af små blomsterhoveder. Han ved, at farverne er derude, han ser dem hver dag, når han går tur i parken.
Men de vil afblomstre. Til september. Måske først til oktober, hvis betingelserne er gunstige. Men ikke før, ikke før, han må skubbe denne Nephtys’ forbandelse fra sig. Formindskelsen og forfaldet og mørket og døden. Men både Nephtys og Isis står bag Osiris, han kan ikke kun vælge Isis’ vækst og kraft og udvikling, Osiris er kun hel nu, når begge står bag ham.
Seth, hvorfor ville du mig dette? tænker han.
Verden har fået en anden skønhed. Og gru. Men han lærer, lærer langsomt, øver sig i at se verden igen, som han gjorde dengang. En forsythias gule blomster i forårssolen. Intet andet. Kun blomsternes gule skønhed. Ikke de visne blade og afknækkede nøgne grene og vridende orme. Og de opløste kroppe i den mørke jord. Og alligevel, fra mulden opstår livet igen, og natten har fået en ny skønhed, han aldrig før har kendt. Den har farver så strålende, som var det højlys dag, men alligevel anderledes. Nattefarver. En anden verden. Når han efter mørkets frembrud spadserer i parken foran godset, ser han ikke kun sorte silhouetter. Blåregnens lilla farver vælter ind over ham, og han føler en usigelig fryd ved synet. Blomsterhovederne hænger så tungt, så mættet af blå og lilla og violette toner, og han fornemmer duggen på de små petaler, han kan se blåregnen glitre gennem fugten.
Han har spillet på flygelet, ved han pludselig. Bare en smule, et anslag, en begyndelse. Mindet om klangene runger gennem den store tomme sal, runger uden en lyd som et spøgelse det er svært at tro på. Men beviset findes på nodepapiret. En begyndelse er nedkradset. I begyndelsen var ordet. Eller kaos. Eller urhavet. Det sidste ville Héloise have holdt på.
Han må huske hende. Huske hende og de store tætte snefnug, der stille dalede gennem luften den morgen, den februarmorgen, da alting skiftede bane. De bare faldt og faldt og lagde sig i et tykt tæppe overalt. På den tomme grusvej foran sommerhuset, på hække og buske og vinternøgne træer, på verandaen ud til baghaven. Han ser den for sig, baghaven, så tyst og hvid under det tætte snefald."
Anmeldelser af Djævelens kvint, klik her
22. jan 2010 16:51
Øv ... nu havde jeg lige planlagt at skrive på min blog, at hvidt og koldt var bedre end vådt og gråt ... og så har du lige skrevet det ;o)
Jeg forstår heller ikke, hvorfor folk klager. Herre Gud, det er da smukt. Og sneen lyser op. Mon ikke det giver lidt færre vinterdepressioner end ellers?
Men klagerne vælter ind på facebook og alle vegne. Bare fordi der skal skrabes et par morgenruder på det koreanske skatteobjekt, og køres lidt langsommere til arbejde. I når det nok, stå f.eks. lidt tidligere op. Eller det koncept er måske for optimistisk?
Fortsat god vinter.
vh. Per Lau Jensen
24. jan 2010 20:20
Danskere klager altid over vejret. Vi må have det for godt :-)
25. jan 2010 12:17
@Per: Også fortsat god vinter til dig.
@Sarah: Vist har vi det godt, og er det ikke dejligt ... FOR godt er der ikke noget det hedder i min optik ;-)