Anne-Marie Vedsø Olesen

Det Kongelige Teaters operasæson blev skudt igang i dag med gallapremiere på Tjajkovskijs opera Eugen Onegin, og hvor er det dog dejligt, at sommerens kulturelle horror vacui endelig er forbi.

Jeg tog spændt ud på Operaen, Holmen, til en gallapremiere (der lokkede med rød løber og champagne og buffet og gallafest efter forestillingen), for jeg har aldrig oplevet Tjajkovskijs Eugen Onegin før, og det er herligt, at man vedblivende kan få udvidet sin horisont. Og ekstra spændende var det, at Peter Konwitschny havde sat iscene. Hans Lohengrin for et par sæsoner siden glemmer jeg aldrig; han er ikke uden grund en af verdens mest efterspurgte instruktører.

Det begyndte så hjerteskærende skønt. Og sluttede så forfriskende glædesstrålende. For den lille, gule færgebåd, der pendler mellem Nyhavn og Operaen er blevet fornyet, og man kan nu stå ude på et meget større dæk, og sollyset glimtede i vandet under overfarten, og der var bølgetoppe med hvidt skum, og vinden fik mit hår til at flagre, og tanken om stor musik og fri kærlighed (eller måske snarere fri musik og stor kærlighed) skaber altid glæde.

Nej, Eugen Onegin er ikke en god opera. Heller ikke i Det Kongelige Teaters ny opsætning af Konwitschny. Tjajkovskijs musik rummer ganske enkelt ikke den dybde, smerte eller ironi, der kan få en sådan ulykkelig kærlighedshistorie til at gribe. Og det handler jo om at blive berørt. Hver gang. Hele tiden.

Eugen Onegin handler meget kort fortalt om den unge Tatjana, der forelsker sig i Eugen Onegin, der afviser hende. Senere i livet, hvor hun er vel gift, slår erkendelsen ham, at Tatjana er hans livs kærlighed, og det meddeler han hende, hvorefter hun afviser ham. Slut. Og dumt.

Den historie rummer selvfølgelig mulighed for at eksponere al mulig smerte og passion hos disse to, der af dumhed, angst, umodenhed, vægelsind, manglende mod og indsigt og hvad ved jeg går galt af hinanden, men man sidder tilbage upåvirket under operaen med den ene følelse: Så tag jer dog sammen!

Egentlig tror jeg ikke, at det er instruktøren Peter Konwitschnys skyld, selv om hans iscenesættelse heller ikke var noget at råbe hurra for med sin bombastiske, golde og kolde banegårds-vi-venter-og tiden-den-går-og-livet-forsvinder-symbolik. Nej, jeg beklager at måtte sige det, men Tjajkovskijs musik har det bare ikke i sig i den opera. Det er romantisk musik, når den er værst og mest begrænsende. Jeg tror, at uanset hvor meget gøgl, eller verfremdung, eller evt. traditionel historisk æstetik man kunne finde på at overøse den opera med, så er den dømt til at mislykkes.

Sang de godt? Jo da, de fleste af dem, and so what. Og kapellet spillede da godt og stabilt. Og dirigenten vel også ...

Men det var den friskeste, gladeste afslutning på den premiere, for overfarten tilbage til Nyhavn var et mirakel af skønhed. Befrielse på alle planer.

Jeg er netop kommet hjem fra Wagners opera Tristan og Isolde, der havde premiere i Operaen, Holmen. Og jeg kan ligeså godt indrømme det med det samme: Jeg græd. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har grædt så meget til en opera. Det sker, at øjnene bliver fugtige, men da Isolde sang tilsidst, brød jeg sammen. Det var på alle måder en overvældende forestilling.

Tristan og Isolde er en kærlighedshistorie, en fortælling om ultimativ passion, om en lidenskab større end og utilpasset i livet, og som derfor må forløses i døden (de nærmere detaljer i handlingen samt fakta om medvirkende kan læses på Det Kongelige Teaters hjemmeside her: http://www.kglteater.dk/Forestillinger/Opera/Opera_08_09/Tristan_og_Isolde.aspx

I Det Kongelige Teaters version præsenteres vi for en ensformig scenografi gennem alle tre (lange) akter, det er småt med plads, og farverne er grå og hvide. Undtagen i de få intense øjeblikke, hvor passionen mellem Tristan og Isolde folder sig ud. Da får verden farver. Det er i al sin enkelhed et effektivt greb fra scenografens side: Vores verden er lille, grå og ensformig; det er som udgangspunkt menneskets grundvilkår. Men formår vi at vælge lykken i lidenskaben og ekstasen kan vi bryde igennem til noget større.

Også publikumssalen blev inddraget som del af scenografien; i første akt befinder vi os på et skib og selve salen forblev oplyst og skulle illudere stævn. Lidt søgt. Men det gav anledning til spændende og vellykkede eksperimenter med surround sound, hvor kor og dele af orkestret spillede over og bag os.

Tre højdepunkter fylder mig stadig her til aften, hvor jeg fordøjer det hele med et glas tung rødvin: I. akts magiske øjeblik, hvor Tristan og Isolde begge har drukket af elskovsdrikken og overvældes af passion. II. akts kærlighedsduet om længslen efter evig sammensmeltning i den evige nat (døden), hvor i parantes bemærket en betagende Randi Stene som tjenestepigen Brangæne demonstrerer musikkens og tekstens erotiske betydning med overgivne, sanselige bevægelser og ender seancen med et orgasmeskrig dér, hvor librettoen foreskriver advarselsskrig (fordi Isoldes ægtemand kong Marke kigger forbi). Og III. akts store, lysende slutning: Tina Kiberg som en forklaret, euforisk døende Isolde (her græd jeg - og jeg var ikke den eneste).

Selve iscenesættelsen havde strejf af brechtsk verfremdung: Tæppet gik ikke ned mellem akterne, vi så aktørerne forlade scenen, vende tilbage og indtage deres pladser, kampscener blev ikke udført men kun antydet med enkle, næsten symbolske bevægelser, og døden i tredje akt blev vist ved, at sangerne tog deres overtøj af og lagde det fra sig. Og alt sammen var det så gribende, for tilbage stod på den måde det rene koncentrat af Wagners smertende fortælling.

Jeg kan kun opfordre: Tag ind til den forestilling. Også selv om man græder. For den er sej. Kan vi håndtere den lidelse, der følger med begæret? Er vi stærke og modige nok til at gribe og leve ultralivet uanset prisen? Men er det ikke bedre end at gå gennem livet som en duknakket zombie?

Det er mærkeligt endelig at have været inde til Tristan og Isolde. Jeg havde aldrig set den før, men kendte den så godt. Faktisk har jeg netop her til foråret udgivet en fortælling, der er en nydigtning af den opera. Den hedder "Brangænes medicin" og kan læses i lægenovelle-antologien "Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter" (detaljer her: http://www.sitecenter.dk/amvedsoolesen/brangnesmedicinilgenovelleantologi/ )

Jeg har næsten ikke sovet i nat, fordi "POE - 4 makabre hyldsester" - heriblandt min novelle "Orkestergraven" udkommer idag. Jeg havde troet, at jeg måske ville være mere afslappet denne gang, fordi det kun drejer sig om en novelle. Men det gjorde altså ingen forskel.

Man er så spændt på anmeldelserne. Ofte kommer de ikke på selve udgivelsesdagen, og jeg havde faktisk slet ikke regnet med det med denne lille novelle-antologi. Men minsandten, Jyllands-Posten har anmeldelse i idag, det er en af mine favoritanmeldere Lars Ole Sauerberg, og han giver den 4 stjerner og skriver blandt andet:

Det er der så kommet fire absolut læseværdige historier ud af, der alle balancerer på kanten af pastichen, men i dette tilfælde med vilje og derfor ganske frydefuldt og i sandhed gyseligt. Ingen af de fire sparer på effekterne, især er den kobling mellem det voldelige og det erotiske, som man forbinder med navne som Marquis de Sade, Freud og Bataille, ganske følelig.

Jeg er rigtig glad, også over sammenligningen med Sade, Freud og Bataille! :-)

http://jp.dk/arkiv/?id=1631094&eceExpr=poe%22+%2F%3E&eceArchive=o

I går aftes var jeg til koncert i Garnisons Kirke. Den estiske komponist Arvo Pärt er årets Sonningpris-modtager, og i den anledning opførte Ars Nova og Athelas et udvalg af Pärts værker.

Kirken var fyldt, og der var en lettere euforisk stemning blandt tilhørerne. Det var en skøn sommeraften at spadsere til Garnisonskirken i (jeg bor ikke så langt derfra), der var lyst og lunt og vindstille, og Arvo Pärt himself kom for at overvære koncerten, der også blev transmitteret direkte i radioen til en lang række lande.

Hvad syntes jeg om det?

Jeg synes selv, at jeg har et godt indblik i klassisk musik, men Arvo Pärts musik kendte jeg ikke, så jeg havde glædet mig til at få udvidet min horisont.

Det var godt. Det var mere end godt, der var noget befriende over hans klangunivers, det førte os blidt ind i menneskesindets diffuse tilstande.

Musikken vakte klart genklang i mig, helt uanstrengt. Det er nok den mest tolerante musik, jeg nogensinde har lyttet til. Ja, tolerant er det rigtige ord. Der var ingen fastlåste værdier, ingen endemål, kun denne smukke undersøgelse og fremlæggelse af vores indre, noget der i sidste ende aldrig vil kunne gribes og forklares.

Bedst syntes jeg om det ganske korte stykke Psalom for strygekvartet. Hvorfor ved jeg ikke helt - men jeg tror, det havde noget at gøre med brugen af dissonanser. Det musikstykke nåede dybt i sin koncentrede korte form.

Og så kommer jeg til det negative:

Efterhånden som programmet skred frem, fik jeg fornemmelsen af manglende ekspansionsmuligheder for hans musik. Klanguniverset var kendetegnet ved at være lukket om sig selv, genkendeligheden i de søgende fornemmelser lurede, og jeg forlod koncerten med den mulige dom: Er Arvo Pärt en One Trick Pony?

Under alle omstændigheder var det nyttig research til min igangværende roman, der har en moderne komponist som hovedperson. Jeg er sikker på, at noget vil blive indflettet omkring Pärt og hans musik.

I de her dage er det danske orkester Concerto Copenhagen på turné i Amsterdam og Rotterdam med en energibombe af et program, som vi var heldige at få mulighed for at høre i Garnisons Kirke i København i går.

Det var en våd og grå dag (og ikke en mørk og stormfuld nat, som da min blonde Dumas-heltinde Milady møder sin grusomme skæbne hos musketererne, der ikke kan håndtere hendes stærke sexappeal), og jeg vandrede den korte tur gennem gråheden, fra min lejlighed i Dronningens Tværgade og ned mod Skt. Annæ Plads, med paraplyen forfængeligt tæt ned over hovedet, så min egen blonde frisure ikke ville lide skade. Jeg glædede mig med en lille indre tændthed, for barokmusikken har grebet mig på det seneste, og dens energier inspirerer på helt nye måder, som jeg ikke havde forudset. Brændstof til forfatterskabet.

Muffat, Lully og Corelli var de tre komponister, som vi skulle høre, og min veninde Marie og jeg så på hinanden med det uudtalte spørgsmål malet i vores ansigter, om vi var de rene barbarer, siden vi aldrig havde hørt om Muffat. Og da Concerto Copenhagen-dyret med maestrohovedet Lars Ulrik Mortensen gik i gang med sin så fysiske og dynamiske dans blev svaret klart: Ja, vi var barbarer, at vi aldrig før havde lyttet til den fransk-tyske barokkomponist Georg Muffat.

Åh, det andet var skam også forførende, fylden og varmen i Corellis klange, virtuositeten ... Og med CoCos sædvanlige evne til nærvær og nærhed i selve koncertformen blev den indbydende og omsluttende fornemmelse total her.

Men Muffat! To Concerto Grosso (hedder det mon ikke Concerti Grossi i flertal …?) og Suite no. 8 var på programmet, og da koncerten med passacagliaen sluttede af med den mest overkåde drengerøvsleg blandt violinerne, var vi solgte.

Ja, let’s face it, Marie og jeg var charmeret til total overgivelse. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere burde vi have inviteret de violindrenge med til den champagnedinner, som jeg holdt to timer efter koncerten.

Men måske det var den anden adagio i Concerto Grossoen, der ubevidst holdt mig tilbage; for her fandtes renhed og alvor og ophøjet orden, der bøjede min nakke og konfronterede mig med synden i kødets lyst. Jeg var GLAD for, at passacagliaens jordiske glæde og vitalitet fulgte efter og punkterede den æteriske ballon. Klar til champagnen … ;-)

I går var jeg inde til premieren på Monteverdis opera Poppeas kroning. Det foregik ude på Operaen, Holmen, og fra en skøn plads på balkon 1. række midtfor fik jeg en operaoplevelse af de helt store og sjældne, en af den slags, der vil følge mig resten af mit liv. Det er lang tid siden, at jeg har følt mig så oprigtigt begejstret, opløftet over en forestilling. Jeg gik derfra med store smil og i gestikulerende samtale med min ledsager om forestillingens fylde.

Lad mig først sige: Den er billedskøn! Det er simpelthen visuelle genier, der står bag (læs mere om forestillingen og holdet bag her). Vi har et natblåt, silkeblødt fortæppe, der i et orgie af let stoflighed smyger sig ind over scenen og giver fornemmelser af såvel det kødeligt erotiske som det æteriske og himmelske. 

Og det er præcis, hvad forestillingen handler om. Det er guderne og de himmelske principper Dyden, Fortuna (oversat ikke helt dækkende til "skæbnen") og kærlighedsguden Amor, der til at begynde med diskuterer, hvem der har den afgørende indflydelse over menneskene, deres handlinger, deres liv.

Selvfølgelig er det Amor. Det har vi vel altid vidst. Bag alle handlinger er det i sidste ende begæret, der er den egentlige drivkraft.

Og så udfolder forestillingen og handlingen sig ellers på skønneste vis, kærlighed, begær, drift, rå sex, magt, politik, filosofi i det gamle Rom omkring kejser Nero, hans elskerinde Poppea og hans hustru Ottavia. Men scenisk sat i en svævende moderne tid med elementer som tv-udsendelser og kokain.

Og musikken - åh ja! Jeg troede, at så gammel musik ville kede mig. Men arier og duetter smeltede og løftede sig i en perfekt vekselvirkning med mere muntre og handlekraftige og brutale scener.

Jeg vidste ikke, at vi havde så stærkt et sangerhold på Operaen i denne tid. Det troede jeg ikke.

Og jeg vidste ikke, at Monteverdis gamle musik kunne føles så vedkommende, som den blev med Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen i orkestergraven.

Gå ikke glip af den forestilling! Det er en "once in a lifetime".

___________________________________________________

P.S. Jeg var også inde til symfonikoncert - Bruckners 8. symfoni - med Det Kongelige Kapel og dirigenten Dietfried Bernet i fredags. Jeg sad på fuldstændig samme gode plads på balkonen, og gik derfra fuldstændig uberørt. Der var ganske enkelt ikke "hul igennem".

Hvor svigtede det? Hovedsaglig dirigenten, tror jeg ... og dele af kapellet ... og programvalget Bruckner ... og rummet i særdeleshed (lyden fra orkestret er efter min mening bedre, når musikerne er samlet nede i orkestergraven; til en koncert rykkes der op og spredes ud på scenen).

For de kan jo ellers godt, det dejlige kapel! For nylig til Mozarts Lucio Silla spillede de så sublimt perfekt!

Og jeg er altså hermed komplet ueing med de de store avisers officielle musikanmeldere, der har givet topkarakterer for den koncert.

Så har jeg fået læst dagens anmeldelse af Gudernes tusmørke i Kristeligt Dagblad. Den er overordnet set ret fin, tager min bog og dens substans seriøst, så jeg er vældig godt tilfreds. Anmelder Ide hejlskov skriver bl.a.

"Anne-Marie Vedsø Olesen skriver saftigt og sanseligt i "Gudernes tusmørke ", og i det sataniske lys fra kaosguden Seth skildrer hun voldsomme seksuelle tilbøjeligheder, for ikke at tale om vilde mytologiske sammenhænge. Gudernes tusmørke handler om Seths dionysiske og destruktive kraft, og om hvordan gruppen Trismegistoen forsøger at bekæmpe ham.

I den proces graves mange omvæltende mytologiske og kristne skrifter frem, og det er i det mytologiske, at det reelle sprængstof i fortællingen ulmer. Det, Trismegistoen finder ud af om Seths tidligere inkarnationer, udfordrer nemlig enhver fast troendes skrøbelige fundament.

"Gudernes tusmørke " vælter sig i intense spændingskurver, bragende musikskildringer og sanselige scener, og Vedsø Olesen vender plottet om på forbløffende vis til sidst."

Og dagens næste medieoplevelse var en opringning fra Politiken - et lille telefoninterview til imorgen. Om hvilket kunstværk, der har inspireret mit forfatterskab. Så der kommer nok til i morgendagens Politiken at stå noget om Wagners Ring, Og lidt om indflydelsen fra Det Kongelige Teaters opsætning. Det glæder jeg mg til at se!

Sort, stærk kaffe mens jeg ligger i mine silkedyner og begynder dagens arbejde på min bærbare pc. Mit faste morgenritual. Og her finder jeg så endnu en anmeldelse af Gudernes tusmørke - denne gang på Litteratursiden.dk ved bibliotekar Margit Fischer (og jeg er glad, glad glad - for hun er også oppe og ringe :-))) Uddrag her:

"Guddommelige kræfter og menneskelig indsigt går op i en højere enhed i den flot orkestrerede afslutning på den magiske trilogi om kaosguden Seth. ... og på et solidt fundament af viden om egyptisk mytologi og kærlighed til opera og kunst får Anne-Marie Vedsø Olesen endnu engang fortalt en magisk og medrivende historie om mægtige følelser og kræfter."

Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk her

Og jeg fejrede det da med noget champagne i nat ... under helt specielle omstændigheder! Ikke hver dag, at man får sådan en anmeldelse som JP's :-)

I øvrigt: Opdaterede fotos på min hjemmeside

Ja, så kom også Jyllands-Postens anmeldelse, og hvor er jeg bare glad!

***** 5 stjerner giver JP min Gudernes tusmørke. Jyllands-Postens anmelder Lars Ole Sauerberg skriver bl.a.:

"en overbevisende historie med en bemærkelsesværdig sammenvævning af både handling, ord og musik i Wagners ”Parsifal” med en stadig mere intensiveret handling.
Både som tekst, der forholder sig begavet både strukturelt og tematisk til musik, og som en konsekvent gennemtænkt fantasy er ”Gudernes tusmørke” både en meget tilfredsstillende afslutning på en usædvanlig trilogi og også en litterær præstation af internationalt format."

Læs hele anmeldelsen i Jyllands-Posten her

Imorgen skulle der så blive bragt interview (og efter alle rygter også anmeldelse) i Berlingske Tidende.

Det er selvfølgelig utrolig spændende, og jeg tør vædde på, at jeg i nat, når aviserne bliver omdelt, lister ud på trappeopgangen i mit bolikompleks og læser naboens Belingske (holder den ikke selv). Berlingske bliver nemlig først opdateret langt senere på nettet.

Jeg har faktisk været ude et par nætter på min trappeopgang i den seneste tid, listet ud i min sorte silkenatkjole, med bare fødder, hen ad fem-tiden om morgenen, og tjekket alle aviserne.

Interviewet imorgen går for så vidt ikke på Gudernes tusmørke specifikt, men er en del af et tema i dagens litteraturtillæg, om det at arbejde med historisk stof i sine romaner.

Og så kan jeg godt være en lille smule ængstelig vedrørende anmelderen. For jeg har hørt en lille fugl synge om, at det er den nyeste, yngste krimi-anmelder på Berlingske, som anmelder min bog. Kan vedkommende nu også fange lagene og substansen så? Og det er jo IKKE kriminalromaner jeg skriver...

Men i aften skal jeg have min første optræden på Eurocon2007! Og det bliver på engelsk (det har jeg ikke prøvet før). Gyldendal har nemlig bekostet prøveoversættelse af et par af mine kapitler.

www.amvo.dk