Eugen Onegin - premieren på Det Kongelige Teater
6. sep 2009 11:26, amvoDet Kongelige Teaters operasæson blev skudt igang i dag med gallapremiere på Tjajkovskijs opera Eugen Onegin, og hvor er det dog dejligt, at sommerens kulturelle horror vacui endelig er forbi.
Jeg tog spændt ud på Operaen, Holmen, til en gallapremiere (der lokkede med rød løber og champagne og buffet og gallafest efter forestillingen), for jeg har aldrig oplevet Tjajkovskijs Eugen Onegin før, og det er herligt, at man vedblivende kan få udvidet sin horisont. Og ekstra spændende var det, at Peter Konwitschny havde sat iscene. Hans Lohengrin for et par sæsoner siden glemmer jeg aldrig; han er ikke uden grund en af verdens mest efterspurgte instruktører.
Det begyndte så hjerteskærende skønt. Og sluttede så forfriskende glædesstrålende. For den lille, gule færgebåd, der pendler mellem Nyhavn og Operaen er blevet fornyet, og man kan nu stå ude på et meget større dæk, og sollyset glimtede i vandet under overfarten, og der var bølgetoppe med hvidt skum, og vinden fik mit hår til at flagre, og tanken om stor musik og fri kærlighed (eller måske snarere fri musik og stor kærlighed) skaber altid glæde.
Nej, Eugen Onegin er ikke en god opera. Heller ikke i Det Kongelige Teaters ny opsætning af Konwitschny. Tjajkovskijs musik rummer ganske enkelt ikke den dybde, smerte eller ironi, der kan få en sådan ulykkelig kærlighedshistorie til at gribe. Og det handler jo om at blive berørt. Hver gang. Hele tiden.
Eugen Onegin handler meget kort fortalt om den unge Tatjana, der forelsker sig i Eugen Onegin, der afviser hende. Senere i livet, hvor hun er vel gift, slår erkendelsen ham, at Tatjana er hans livs kærlighed, og det meddeler han hende, hvorefter hun afviser ham. Slut. Og dumt.
Den historie rummer selvfølgelig mulighed for at eksponere al mulig smerte og passion hos disse to, der af dumhed, angst, umodenhed, vægelsind, manglende mod og indsigt og hvad ved jeg går galt af hinanden, men man sidder tilbage upåvirket under operaen med den ene følelse: Så tag jer dog sammen!
Egentlig tror jeg ikke, at det er instruktøren Peter Konwitschnys skyld, selv om hans iscenesættelse heller ikke var noget at råbe hurra for med sin bombastiske, golde og kolde banegårds-vi-venter-og tiden-den-går-og-livet-forsvinder-symbolik. Nej, jeg beklager at måtte sige det, men Tjajkovskijs musik har det bare ikke i sig i den opera. Det er romantisk musik, når den er værst og mest begrænsende. Jeg tror, at uanset hvor meget gøgl, eller verfremdung, eller evt. traditionel historisk æstetik man kunne finde på at overøse den opera med, så er den dømt til at mislykkes.
Sang de godt? Jo da, de fleste af dem, and so what. Og kapellet spillede da godt og stabilt. Og dirigenten vel også ...
Men det var den friskeste, gladeste afslutning på den premiere, for overfarten tilbage til Nyhavn var et mirakel af skønhed. Befrielse på alle planer.
