Anne-Marie Vedsø Olesen

Kongens Have og Kongelige Teater

31. aug 2008 09:53, amvo

I går var jeg til "Ord under himlen" i Kongens Have, et dejligt anarkistisk koncept med digtere spredt hid og did i parken, hvor de hele dagen læser op, og man frit kan vandre rundt og opsnappe ord, som man behager.

Vi var seks, der var taget på picnic med et par flasker champagne og krebs og fois gras. Og så vandrede vi ellers. Fra digter til digter. Jeg var ret vild med Peter Dyreborgs sportsdigt om hønen ...

Men det var egentlig Det Kongelige Teaters operaprogram for den kommende sæson, jeg ville frem til. Det er nemlig usædvanligt spændende og dristigt, synes jeg, og jeg vil vende tilbage omkring det med mere omfattende indlæg senere. De operaer, som jeg umiddelbart glæder mig mest til, er:

Partenope (Händel - med Concerto Copenhagen)

Wozzeck (Berg)

Lucertias voldtægt (Britten)

Livlægens besøg (Holten - dansk urpremiere, Bo Holten selv som dirigent)

Tristan og Isolde (Wagner)

Også Det Kongelige Teaters gæstespil fortjener at blive fremhævet. Efter en oprindelig irritation over den ubalancerede germanofile tendens i udvalget, må jeg indrømme, at det valgte alt sammen ser interessant ud. Jeg skal bestemt ind til både Faust og Phaedra ... og meget mere. Men det vender jeg også tilbage omkring.

Men nu vil jeg ud og holde søndag i det gode vejr!

det kongelige teater, litteratur, opera, teater | kommentarer (2)

Ceci n'est pas un livre

29. aug 2008 09:05, amvo

Jeg gentager her et indlæg, som jeg tidligere har skrevet:

Ceci n'est pas un livre.

Denne blog er ikke en bog og ikke litteratur. Den er skrevet i lemfældigt, ikke bearbejdet talesprog, og handler om det, der falder mig ind, eller det jeg har lyst til fortælle. En litterær tekst kræver en helt anden fordybelse og indføling og pendultilgang og respekt. Det håber jeg, at de af jer, som har læst mine bøger, kan se.

litteratur | kommentarer (0)

Hjem fra San Cataldo

26. aug 2008 08:17, amvo

I aften rejser jeg hjem fra San Cataldo. Det er mærkeligt, man vænner sig til at bo her i en sådan grad, at man kan få den tanke, at det andet liv derhjemme i Danmark kun er en forestilling, en drøm, og måske slet ikke eksisterer i virkeligheden. Sådan er sindet så mærkeligt, og tid og virkelighed forvrænges og tildeles nye dimensioner og proportioner.

Købte et par billeder med hjem af en af de billedkunstnere, jeg har været på ophold med hernede. Hun lod sig - som alle gør - inspirere af klostret:

kunst, san cataldo | kommentarer (1)

Koncert i Ravello

22. aug 2008 07:35, amvo

Byen Ravello ligger ikke langt fra San Cataldo. Det var i Ravello - i Villa Rufolo - at Wagner komponerede store dele af Parsifal. Og det siges, at Klingsors smukke have med alle fristerinderne er inspireret af Villa Cimbrone-haven i Ravello.

Igår aftes var jeg til koncert i Ravello i Villa Rufolo. En aften hvor Ensemble Dissonanzen spillede Berg, Webern, Schönberg og J. Strauss. Jeg spiste først på restauranten i Hotel Rufolo - udsigt over Amalfikysten og en tung Ravellovin i glassene. Derefter gik min ledsager og jeg ned i Rufolohaven til koncerten og lod os overvælde af magien. For magisk, det var det!

musik, rejser, san cataldo | kommentarer (2)

Titel: Glasborgen

16. aug 2008 09:02, amvo

Jeg har lagt mig fast på titlen "Glasborgen" til den roman om Operaen på Holmen, som jeg skriver på i øjeblikket (det varer lang, lang tid endnu, førend den er færdig). Vi har diskuteret titlen hernede på San Cataldo, hvor jeg er på stipendieophold, og det var godt at få input. Titlen refererer både til borgen i Hertug Blåskægs Borg, til stivnede følelser med materialet glas, og til Det Kongelige Teaters ny operahus.

Lidt nyskreven råtekst:

Jeg rejste mig. Rolf så på mig med sit vandblå blik. Og jeg vidste med ét, at han havde ret, at det var min stemme, der rummede Isabella.

Jeg så ud på verden. De sorte regnvejrsskyer var ved at gå i opløsning, og nu var alt igen tåge, men ikke gråhvide vanddampe som tidligere, ikke den spøgelsesagtige morgendis, som vi sejlede i, og som fik en til at tænke på tågehorn. Nej, den var grøn nu, helt grøn, som en verden af våde giftgasser, og jeg stod og åndede min gule neonluft, og András smilte til mig og sagde noget om min sølvstemme.

”Kom,” sagde Rolf, ”fra ’kysset snittet sammen med barberblade’ …”

Jeg sang. Verden var et sølvspejl af blod, jeg sang om blå kys, om sødybe kys, om blodspyt og smukke læbers smil.

”Du den tungeste blomst i Europa,” sang jeg og hørte min egen stemme klinge som fint metal, uhyggeligt fjern og afrevet fra mig selv. Den blandede sig med neonlyset og de grønne tåger, og András stirrede på mig gennem disen med øjne som en ulv.