Smartlog v. II » Anne-Marie Vedsø Olesen
Opret egen blog | Næste blog »

Mine forfatterplaner den kommende tid

25. jul 2008 10:29, amvo

I næste uge rejser jeg til klostret San Cataldo i Syditalien. Jeg har fået en måneds stipendieophold til at skrive på min roman, og jeg trænger virkelig til det løft og den ro for at rykke, så det glæder jeg mig til.

På mange fronter ser efteråret spændende ud: Jeg håber virkelig at få romanen til at glide - temaet Hertug Blåskægs Borg bygget op omkring Operaen i København fungerer for mig, specielt fordi jeg har fået sanserne med nu, med følelser og magi knyttet til. Det er nu engang dér, hvor jeg er stærkest og har en personlig sprogtone.

Jeg har også fået en bestillingsopgave på en novelle. Jeg vil ikke sige så meget mere her, men forløber alt, som det skal, så har jeg deadline til december, og den udgives så til marts. Det er inden for en genre, der passer mig utrolig godt, det mørke, det gotiske, det magiske ...

Jeg kan omvendt også blive ret nervøs over en "fast" opgave. Det vigtigste, tror jeg, er at løsrive sig fuldstændigt fra opgaven. Kun dér bliver det godt, når man gør historien til sin egen. Og allerede nu ved jeg, at jeg igen kommer til at flette opera ind.

Jomfru Ane-forestillingen, som jeg skal være en del af, trænger sig også på. Men jeg har tænkt mig at bruge aftenerne på San Cataldo til at forberede den. Måske alternerende med novellen. Dagsarbejdstiden er i hvert fald afsat til romanen.

Endelig har jeg de første ideer omkring Malko-konkurrencen i 2009 og min roman Gudernes tusmørke, der jo har en dirigent som hovedperson. Jeg har netop indledt et samarbejde med en nøgleperson her ... nu får vi se, om der kommer noget ud af det.

Det er som om min forfatterkarriere udvider sig nu, og det er rigtig spændende. Der sker meget på flere planer.

Seth wants YOU!

23. jul 2008 14:34, amvo

Click on the picture and become friends with Seth - if you dare ... 

Han vil ikke finde sig i det!

22. jul 2008 10:28, amvo

For nylig passerede jeg Seth-statuen på Glyptoteket, den statue som Seth manifesterede via i romanen Djævelens kvint. Jeg sværger, han havde lyst til at halshugge mig på stedet for at have skrevet ham ud af mine bøger! Men han kommer ikke igen, lige meget hvor onde øjne han sender mig.

Men han har fundet en udvej, har jeg set. Han er smuttet på facebook:

http://www.facebook.com/profile.php?id=1329864638

Og muligvis giver jeg ham en lillebitte indirekte plads i den igangværende roman: Han efterlod sig jo en gral med blod i Gudernes tusmørke. Den gral kunne jo dukke op i fortællingen ... en rekvisit i Operaen måske?

Kommende arrangementer

14. jul 2008 07:08, amvo

Blandt efterårets arrangementer er et par forfatteraftener om romanen "Djævelens kvint" og Mozarts opera Tryllefløjten. Den Jyske Opera turnerer nemlig med Tryllefløjten, hvilket selvfølgelig har øget interessen for at forstå dette magiske, eventyrlige værk.

Så er der det spændende kombinations-projekt på Jomfru Ane Teatret - "Suppe og kanoner" - hvor skuespil og regelret foredrag om den danske kulturkanon sættes sammen.

Der opdateres løbende på min hjemmeside: www.amvo.dk