Anne-Marie Vedsø Olesen

Igår - mens jeg sad og forberedte LiteraturHaus-oplæsningen - kom det mest spændende engagement dumpende, og jeg er nu hyret (kontrakten skal lige underskrives, men aftalen er på plads i detaljerne) til at være en del af en forestilling på Jomfru Ane teatret i Ålborg til september.

Konceptet er utrolig spændende og kreativt: I en fire-ugers periode opføres skuespillet "Suppedas og Gamle Bøger", hvor to kvinder, der er ved at forberede er foredragsarrangement, finder en kuffert fuld af kanonlitteratur og reflekterer over litteraturen og deres egen livssituation. Dette skuespil vil så fortsætte direkte over i et rigtigt foredrag, hvor en ny kulturperson hver aften overdrages scenen og kommer med sit syn på vores nye danske kulturkanon. Jeg er blevet engageret til en aften i september.

Jamen altså, hvor suverænt spændende er ikke det! At få overdraget en scene som del af et skuespil, helt for sig selv i 30-45 minutter, hvor jeg kan udbrede mig lige så tosset jeg vil om den kulturkanon! Og jeg vil nok ikke holde mig til litteraturen alene ... musikken og musikudvalget skal bestemt også kommenteres! Og frem for alt vil jeg angribe den meget danske vinkel. Det at man overhovedet kan finde på at lave en kulturkanon snævert dansk, uden europæisk indflydelse, uden Mozart og Shakespeare ...

Læs mere om den danske kulturkanon på Kulturministeriets hjemmeside her

Mens kors og bånd og stjerner forrige weekend applauderede Hamlet-massakren ved åbningen af det nye skuespilhus (ak, kun Horatio står levende tilbage med Fortinbras  i slutscenen), var jeg en smuttur i Bruxelles og besøge gamle venner.

Og jeg har netop modtaget fotos fra turen - en tur med østers og muslinger og hummer og urimeligt hæmningsløse mængder af champagne, og et hotel med ekstravagante og eksotiske suiter, og Karajan med Beethovens niende på stereoanlægget ... og indkøb af nye støvler ... og mere Karajan ...

"Åh, lidenskab, udtør min hjerne!"

Fotos: Copyright Vedsø Olesen

På lørdag den 1. marts tager jeg ind til Concerto Copenhagens koncert i Garnisonskirken i København. Noget vildt og sært og gennembrydende er ved at ske omkring barokmusik i de her år, og jeg må indrømme, at jeg med mit møde med Concerto Copenhagen – der for mig begyndte med operaen Poppeas kroning - fik åbnet helt nye døre og nu med foruroligende hast oplever, at der lægges alen til min musikalske indentitet og horisont.

Hvad er det, der sker med den gamle musik? Why is it that everything old is new again? For det er ikke kun dynamikken og rytmikken, der gør det, selv om det nok er her, at det mest iørefaldende, hvordan Concerto Copenhagen med kontrolleret anarki levendegør barokmusikkens gennemtrængende energier.

Det er i høj grad også den generøsitet, hvormed man inviteres indenfor i den musikalske abstraktions verden, dér hvor ingen facitliste af følelser og forklaringer følger med. Her findes en verden af rummelighed, der går perfekt i spænd med vores multifacetterede for ikke at sige kaotiske nutid.

Og alt, hvad man behøver at gøre, er at læne sig tilbage og nyde! :-)

Og så vover jeg det - og jeg sletter det som nok igen, det her - men her er lidt tekst fra det romanprojekt, som jeg er igang med. Og det er rå-rå-rå-skitse nummer 1, og jeg kan slet SLET ikke tåle at modtage kommentarer endnu - tror jeg - men hvad er ideen med en litteratur/ forfatterblog, hvis ikke man indimellem tør lægge lidt nyere tekst ud.

Det begyndte den dag, jeg første gang tog færgebussen til operaen. Jeg krydsede havnen en klar dag, hvor sollyset fik vandet til at ligne en hinde af grøn plastik, og hvor synet af de kunstgrønne glimt på den blanke overflade fremkaldte en sær og ubehagelig fornemmelse af uforenelige elementer, en følelse som jeg først langt senere blev rigtig bevidst om. Det var det første ubehag, den første fornemmelse af, at noget ikke stemte overens.

Jeg tror på, at følelser snarere end konkrete hændelser afslører et dramas egentlige udvikling. Det må jeg tro. Naturligvis. Jeg er sangerinde, min kunstart er musikkens, og musikken fortæller sine historier gennem følelser og fornemmelser.

Men jeg var på vej over til en af mine mest prestigefyldte opgaver, jeg var stolt og spændt, og den let kvalmende fornemmelse, som synet af plastikvandet gav mig, var jeg ikke bevidst om. Kun at en uro greb mig, en uro som jeg tilskrev min opgave. Jeg skulle synge Isabella i Rolf Bartmanns opera af samme navn. Og jeg skulle møde selve komponisten med det bizarre og skrækindjagende ry.

Det store operahus på den anden side af vandet mødte mit blik som en gigantisk kunstpuppe i glas og jern og kalksten, imponerende, men også ubehagelig, tænkte jeg flygtigt, så hård og renset for ethvert menneskeligt udtryk.

Men en flottere dag at betragte det i fandtes ikke, og jeg bildte mig selv ind, at jeg nød synet af den moderne bygning, der blotlagdes så skærende ubarmhjertigt i sollyset, jeg bildte mig ind, at det var en fornøjelse at betragte den brutale granitplads og den svulmende glaspuppe med sine striber af jernbånd, der fik mig til at tænke på kirurgisk stål og hovedpine.

Men måske begyndte det hele alligevel langt tidligere, halvandet år tidligere, en grå vinterdag i Hamburg, da telefonen ringede i min lejlighed, og det var min agent Lennart, og de første ord, han sagde, var:

”Du er en kvinde, der elsker.”

Og jeg lo og svarede:

”Jeg er altid en kvinde, der elsker!”

Jeg var her til aften inde og høre Bo Holtens opera "Operation: Orfeo", der gæstespiller tre aftener på Det Kongelige Teater. Det er bare med at springe til, synes jeg, når den slags kommer på programmet. Der vil altid være de store standardværker produceret af huset selv - Verdi og Wagner og Mozart ... Men efter min mening har det nye, det afsøgende, det anderledes slet ikke plads nok i programlægningen. Vi vil vel alle sammen gerne have, at kunstarten opera vedbliver at udvikle sig, vil vi ikke?

Nå, men tilbage til Operation: Orfeo. Den er svær for mig at vurdere, det må jeg ærligt indrømme. Mine sædvanlige referencerammer er sat ud af spil, og allerede her begynder udfordringen. For forestillingen var klart en udfordring.

Det var klangbilleder af underjordisk skønhed, svævende stemmer i en ramme af lys, og statiske kroppe i æstetiske formationer. Og ingenting skete, alt var stemning og sejlende toner, og til sidst, til allersidst, det uendeligt smukke, grønne lyshav, der glimtede og bølgede og steg og faldt, der blev større og og større, indtil vi alle i salen blev opslugt, druknede, og mødte vores Hades.

Jo, jeg var udfordret. Jeg er vant til handling, til drama, til fortælling. Det her var anderledes. Det har givet mig stof til eftertanke.

(Og så var det fornøjeligt, at jeg lige fik hilst på komponisten himself, der forståeligt nok var taget ind for at opleve sin forestilling. Jeg har engang haft en vældig interessant samtale med ham, om retning, filosofi, overvejelser i moderne kompositioner. "Intelligent musik, der lyder godt" er noget af det, han går efter, når han komponerer.)

Arrangementet på Nærum Bibliotek i sidste uge "Opera i litteraturen - læs og lyt!" gik utrolig godt. Der var udsolgt, og folk var virkelig glade, så nu glæder jeg mig til at gentage det på Esbjerg Bibliotek i næste uge.

Det foregår den 21. februar og er denne gang arrangeret i samarbejde med Operaens Venner. Og støttet af Kunstrådet.

Læs mere her

Kun er jeg bekymret for, om mine små pc-højttalere kan klare at blæse opera-musikken ud i deres sal dér. Hmm ... jeg må hellere kontakte biblioteket og spørge, om ikke de kan stille et rigtig stereoanlæg op til mig.

Jeg var så flittig, dengang jeg gik i skole, hele vejen igennem, gymnasiet, universitetet, jeg læste mine lektier og fik alle de høje karakterer. Jeg kunne i matematikken jonglere med n-dimensionelle matricer til 13-taller, skabe bevisførelser for vektorer af uendelige dimensioner, og jeg gravede mig ud i den oldgræske grammatiks mest subtile afkroge, og lærte lange passager af Odysseen og Shakespeare udenad.

Alt det, man gik glip af imens! Som Shakespeare skriver:

"Alt studium er som solens klare skær, det tåler ingen frække forskerblikke! En bogorm kan da li' så godt la' vær, han ta'r fra andres bøger, andet ikke. De faddere til himlens stjernekrans, der har et navn til hver planet, hver stjerne; hvad større gavn har de af nattens glans, end den som intet ved om alt det fjerne?"

Og da jeg bestod den sidste eksamen på medicinstudiet (ja, jeg er oprindelig uddannet læge ...), svor jeg, at jeg aldrig mere ville sidde på skolebænken eller læse lektier. Folkeskole, gymnasium, universitet, 18 år i alt måtte være nok.

Og nu? Nu er jeg startet på dette tyskkursus (thi Berlin bevæger sig i horisonten af mit liv) og de første lektier skal laves. "Guten Tag, ich komme aus Dänemark." Hvor inspirerende er lige det! Lad os dog gå i kødet på livet og kunsten! Mere champagne ....

Jeg trænger til vildskab og oprør, til kradsen og biden i pænhedens monster!

Jeg trænger til kamp, kamp og foragt og store tanker!

Jeg trænger til handling, til spytten på ord og flade hensigter!

Hmmm ... i aften - tror jeg - vil jeg tage ind til Plex' seneste forestilling Go to gate. Og Blåskæg og Bartók vil møde deres overkvinde i den kommende tid, jeg skal flænse deres øjne ud af fortællingen!

Tilværelsen kan være spændende indimellem, og det er godt, for som forfatter sidder man meget alene.

Igår aftes var jeg til en lille uofficiel middag på en ambassade, med flere ambassadører til stede, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg som udgangspunkt var en lille smule ængstelig over det fornemme selskab, som jeg skulle være iblandt. Men det udviklede sig på skønneste vis til en dejlig og livlig aften med snak om blandt andet Schopenhauer og Wagner.

I aften er det så min forfatteraften på Nærum bibliotek - 2 timer skal jeg være på - og jeg er netop i færd med at pudse af, holde generalprøve.

Og Berlin i sigte ... kan ikke sige mere nu ... vender tilbage om dette senere ...

I går aftes var jeg inde til premieren på operetten Den glade enke på Det Kongelige Teater. Min veninde Fie havde for lang tid siden sagt, at hun gerne ville introduceres til opera. Hun havde kun været i operaen een gang for mange år siden, det var til Den flyvende hollænder, og det var noget af det mest forfærdelige, hun havde oplevet. Så jeg besluttede at begynde i den modsatte ende, og i går tog vi så ind til Den glade enke.

Var forestillingen god? Anbefalelsesværdig?

Fie og jeg ser kun sjældent hinanden, og det er vanvittig hyggeligt, når vi endelig gør det. Vi spiste ude først, havde masser at tale om og more os over, og det var med glade sind, at vi tog ind til den lette sag, som Lehàrs operette er. Vi var parate til at lade os underholde. Bring it on!

Vi havde en skøn aften. Sad på allerforreste række med god kontakt til orkestret, morede os over de kinky grisetter i 3. akt, talte om opera og kærlighed, og vi gik opløftede derfra.

Hvis jeg skulle vurdere som anmelder derimod, ville jeg give forestillingen en negativ anmeldelse. Scenografien var skrabet og arbejdede i sit udtryk med antydningen af krig og forfald mod musikken, og personinstruktionen var utilstrækkelig. Og selv siddende på forreste række trængte stemmer og skuespil ikke igennem.

Det er et af de største problemer ved officielle anmeldelser, synes jeg: De er ofte ikke direkte anvendelige for det almindelige publikum, der kommer ind til en forestilling åbne og glade og modtagelig, ude for at more sig, og derfor sagtens kan få gode oplevelser ud af kritiserede forestillinger.

Men musikken fra orkestergraven, dén bliver jeg nødt til at tale om!

Operetter er normalt ikke mig - slet ikke. Og jeg mener desuden, at Det Kongelige Teater misligholder sin forpligtelse til højt kunstnerisk niveau og ambition ved at sætte Den glade enke op.

Men sine steder i musikken har jeg sjældent hørt Den glade enke så velspillet. Jo, der var et par små svipsere rundt omkring i kapellet, men det var ligegyldigt, og her bør rosende superlativer flyde frit til specielt strygerne.

For selv de i princippet mest vamle passager lyste op med den fineste poesi, og det gik op for mig, som jeg sad der og blev grebet af magien fra orkestergraven, at der findes nogle virkelige esser dernede blandt musikerne. Fintfølende, varmt og indsmigrende sjæleloddende violinspil, der løftede sig over den banalitet, der truer Lehàrs musik. Her - i orkestergraven - fandtes aftenens egentlige stjerne. Det blev koncertmesterens aften.

(Og hvorfor violinisten og koncertmesteren Mikkel Futtrup ikke blev hevet med op på scenen bagefter for at modtage separat bifald, begriber jeg ikke)