Anne-Marie Vedsø Olesen

Se DR2 nu - livets skole med Albert Finney - en super, super, mega-præstation fra Finneys side! (jeg har set den før og er vildt begejstret for den)

Der er forskel på litteratur og almindelige tekster. Det er der vist ikke nogen, der kan være uenige med mig i.

Min blog her har sprogligt set ikke har noget at gøre med den måde jeg skriver på i mine romaner (det håber jeg, at I som har læst mine bøger er helt enige med mig i).

Det her er lidt om løst og fast i ukorrekte sætninger (ofte med stavefejl), og frem for alt er det her aldrig skrevet med den følelse og koncentration og skabelsedrift, som der ligger i at skrive litteratur. Jeg tror, at det er som forskellen når en operasanger nynner lidt hjemme hos sig selv og så står og synger på scenen til en rigtig forestilling.

(Og jeg ligger i sengen idag - er meget forkølet - og jeg vakler mellem, om det er en clementin eller et glas champagne, der er vejen frem...)

Ja, jeg må overgive mig, Lucio Silla er den bedste musikalske oplevelse, jeg har haft på Det Kongelige Teater i år. Kapellet var i fineste Mozart-form, sangerholdet ligeså, så selv om operaen intet scenisk eller dramatisk drive har (den kunne lige så godt være opført i koncertform), var den i sin sjælesubstans en ren og lysende oplevelse af fineste art. Den eneste opera, der for mig i denne sæson har overgået den, er Hamburgoperaens Elektra af Richard Strauss.

Og så til noget andet. Berlingske Tidende citerer minsandten idag fra interviewet i Femina, og det er jeg selvfølgelig smigret over. Under Debat i Magasin-sektionen kan følgende citat læses:

Vi skal ikke forsøge at gøre lyst ufarlig, for begæret hænger sammen med primitiv drift og aggression. Det er en naturkraft. Jeg vil påstå, at det er sandt for alle. Kærligheden mellem mand og kvinde handler ikke om romantiske middage, som mange kvinder gerne vil tro. Udspringet er fysisk, og så binder vi stærke følelser på. Mænd og kvinder kan være venner og kolleger, men den fysiske, lidenskabelige kærlighed mellem kønnene bringer os lykken.

Hvis I mænd ikke skulle have fundet ud af det endnu, så klæder forkælelse enhver kvinde. Forkælelse gør os sødere, mere feminine, mere erotiske.

Jeg elsker forkælelse! Såvel den dyre luksuriøse som den lille diskrete, der ingenting koster, der kan være en gestus, en tanke, der hyller een i stærk beskyttelse.

Her til jul fik jeg blandt andet en sort Armani vinterjakke, taljeret, tætsiddende, lige sådan som jeg elsker, at tøj skal være. Jeg har i forvejen en lang elegant vinterfrakke af sort mink og sort læder (med minken indvendig!), og en tyndere efterårsfrakke i sort læder. Og nu altså denne luksusjakke fra Armani ...  :-)

Nedenfor min efterårsfrakke. Har endnu ikke fået taget foto af den nye.

Foto: Copyright Vedsø Olesen

Så er det sidste fase inden jul. Jeg har sovet længe idag, og jeg befinder mig lige nu i min yndlingsposition, i silkedynerne med morgenkaffen. Der skal købes en smule ind idag - ikke meget - og pakkes gaver ind, og det kommer til at tage lang tid, men det kan gøres hyggeligt, med tændte stearinlys og julemusik - mit yndlingsjulenummer:

"Nu er det jul i Angora ..."

Rigtig god jul!

Foto: © Vedsø Olesen

Interviewet med titlen "Sig goddag til dine drifter" er i Femina nu - det nummer som kom på gaden igår.

Bo har læst det og diskuterer med sig selv, om det virkelig er muligt at undergå forandringer. Læs Bos indlæg her.

Uddrag fra interviewet kan læses på min hjemmeside her.

Jamen, så må jeg hellere vise et par billeder fra min brunette-tid. Når nu der har været kommentarer ...

Foto: © Vedsø Olesen

Foto: © Vedsø Olesen

Foto: © Nanna Nagelfar

Foto: Copyright Morten Holtum / Gyldendal

Er netop hjemkommet fra juledrink hos Gyldendals skønlitterære redaktion. Det er altid hyggeligt, masser af forfattere og redaktører og vin og sladder ...

Og det viste sig, at marketingsafdelingen allerede havde modtaget morgendagens Femina, så det kastede min redaktør og jeg os over, og vi kunne ikke lade være med at more os (og jeg kunne ikke lade være med at sole mig en smule): Det er hovedinterviewet, slået stort op som det første i bladet. Og ja, med fotos inde fra Det Kongelige Teater ... :-)

Foto: © Claus Boesen / Femina

Læs uddrag fra interviewet her

Hvor er jeg glad for, at jeg ikke er anmelder af profession! Når jeg tænker på, hvor mange dygtige og følsomme mennesker, der har lagt kræfter i en forestilling som Nøddeknækkeren ... jeg ville aldrig nænne at skrive min mening.

Jeg vil derfor heller ikke skrive ret meget her. Kun at iscenesætteren Peter Langdal havde indføjet en gigantisk, gul monsterkanin med hoppefødder i forestillingen.

Men Silja Schandorff var god som snedronningen - hun var mere end god - international klasse af højeste karat!

Så havde jeg det uheld, at dronningen var inde til Nøddeknækkeren denne aften også. Det har jeg tit oplevet, og det er en lille konfrontation hver gang. For jeg synes, at monarkiet er en forældet institution, og jeg er målløs over, at vi i en moderne demokratisk tidsalder stadig har et kongehus. Så derfor rejser jeg mig ikke for dronningen, sådan som alle andre i teatersalen gør det, når hun kommer ind. Jeg sidder tilbage som en sammebidt republikaner og holder på min ret til selv at bestemme, hvem jeg vil rejse mig for.

Og så er det rigtig spændende, når man begynder at blive genstand for analyser. Bo har kastet sig ud i en litterær og alt-mulig-andet analyse af dirigenten Martin Seeber i min roman Gudernes tusmørke.

Den kan læses her

En skøn anmeldelse af Gudernes tusmørke er netop blevet bragt i Tidsskriftet Sfinx. Egyptologen Bo Dahl Hermansen skriver blandt andet:

"Fortællestilen er elegant og teksten omfatter en masse referencer til vort fælles kulturelle arvegods, hvilket gør bogen til en fornøjelse at læse.  (...) undervejs i det hæsblæsende fortælletempo mere end antyder forfatteren, at trilogiens Seth måske i virkeligheden er et personificeret koncentrat af alt, hvad det vil sige at være et (post)-moderne menneske. Anbefales varmt"

Klik på billedet nedenfor for at læse hele anmeldelsen i Sfinx's bogtillæg (pdf). Anmeldelsen begynder på side 9: 

Det ER altså lidt sjovt sådan at se en foromtale i Femina idag, for interviewet i næste uge. Det er svært ikke at blive lidt glad og nyde det.

"Sig goddag til dine drifter," er overskriften, "fra pæn mørkhåret læge til sexet og platinblond diva ..."

Det kan jeg ikke lade være med at føle mig smigret over ... Jeg glæder mig meget til at se det endelige resultat i næste uge:

Ja! Maskarade igår var en GOD oplevelse, mere end god, og hvor er den dog skøn, den musik! Så glad, så livlig, så menneskelig ... Man kan ikke andet end blive i godt humør!

Jeg tog over til Operaen i går aftes for at opleve nyopsætningen af Maskarade, og det viste sig til at begynde med, at min billet var langt bedre, end jeg havde regnet med. Jeg kom til at sidde på parket 2. række lige midt for, og alt kom meget tæt på, og jeg kunne ikke andet end overgive mig til forestillingen. Så levende, så festlig, og hvor er jeg glad for, at jeg tog derover!

Jeg havde af flere grunde tøvet med at tage ind til netop den forestilling, og så havde jeg set noget af den i fjernsynet, hvor jeg ærlig talt ikke var særlig begejstret. Men ligesom film skal ses i biografen, således skal opera opleves i operaen! Det blev tydeligt her.

Det er farligt at pille ved sådan et nationalklenodie, men det var lykkedes over al forventning at børste museumsstøvet af, opsætningen var forfriskende, fornyende, relevant, og jeg vil ikke gå i detaljer, for det har alle anmelderne allerede gjort for længe siden, men jeg erklærer mig hermed som tilhænger af den opsætning: Gå ind og nyd den!

Og musikken løftede sig på klareste vis fra orkestergraven, og jeg gik derfra i opløftet julestemning: Vi er alle kun mennesker, sårbare, stærke, forvirrede og søgende, og det bedste vi kan gøre, er at sprede glæde og holde af hinanden.

Glædelig jul!

*** Flere julefotos på min hjemmeside www.amvo.dk ***

Jeg har altid syntes, at der var noget vildt, noget utæmmeligt over Carl Nielsens musik. Noget spændstigt, der stritter på en svært levedygtig måde. Selv han muntre og hyggelige opera Maskarade har de elementer i sig, synes jeg.

Så i morgen aften tager jeg mig sammen og smutter ind forbi Det Kongelige Teater og hører Maskarade. Også for at få set opsætningen. Den gamle kendte jeg så godt, og jeg glæder mig til at opleve en ny tilgang til fortællingen.

"Man is least himself when he talks in his own person. Give him a mask, and he will tell you the truth," sagde Oscar Wilde. Det er vist nok den tilgang til stoffet, som Kasper Bech Holten har brugt i sin opsætning.

Og min maske - den smider jeg blandt andet, når jeg går i operaen. Dér er jeg klædt i det tøj, som jeg elsker - de kjoler, de sko ... og dér rammes jeg altid af den ægte begejstring.

Og dagen idag? Lige nu ligger på min læderchaiselong med morgenkaffen, og det er den sidste rest kaffe, jeg netop har drukket, så prioritet 1 - før fitnesstræningen, før julegaveindkøb, før eventuel fordybelse i stoffet omkring min Blåskægroman - er en tur i Brugsen efter nescafe. (Hvor jeg dog ikke særlig godt kan lide at købe ind! Der kan rask væk gå uger imellem, at jeg bevæger mig ind i et supermarked ...).

I forbindelse med næste roman-projekt, hvor jeg vil forsøge at lægge et labyrinttema ind, og som har en komponist som hovedperson, efterlyste jeg viden om der fandtes labyrintisk komponeret musik.

Stockhausens Klavierstück XI, skriver Bo, og den må jeg jo ud og have fat i! Og Songs from the Labyrinth af Sting, som Martin Dan skriver om.

Tak for hjælpen!

P.S. Har lige fundet ud af, at Nyhedsavisen idag har bragt interviewet om det at være bloggende forfatter. Klik på logoet nedenfor for at læse artiklen:

 Inspiration hentes mange steder fra ...

I går var på mange måder en underlig dag, sådan en af de dage med uventede hændelser og mange forskelligartede følelser. Og det kan jeg egentlig godt lide. Livet bliver udfordrende.

Tidligt om morgenen blev det ikke kaffen, der vækkede mig, men Weekendavisen. Jeg opdagede, at et debatindlæg om orkesterchefer, som jeg havde sendt ind for lang tid siden og glemt alt om, ikke kun var blevet bragt, men også slået stort op med tegning. Den slags er altid lidt hjertebankende, for i en debat tager man stilling i en konflikt. Og ved at stikke næsen frem, risikerer man fjender. Nå, man kan ikke være venner med alle ...

Jeg gik i fitnessklubben. Trængte til at arbejde uroen ud af kroppen. Og da jeg kommer hjem ringer så en journalist fra Nyhedsavisen. Vi tog en lang snak om det at blogge som forfatter. Hun var ved at skrive en artikel, og jeg tror nok, at det bliver bragt på mandag.

Og så hastede jeg ellers videre med dagens program, der som næste punkt havde ren kropsforkælelse. En tur ned forbi min italienske massør i Mikkel Bryggersgade, en time med afdæmpet musik og stærke hænder. Desværre også med en mobiltelefon i min taske, som jeg havde glemt at slukke, og som blev ved med at ringe, og det var så Nyhedsavisen igen, og de ville også gerne tage fotos, og kunne de ikke komme forbi om en time?

Foto: Copyright Morten Arnbo / Nyhedsavisen

Jo, jo da (jeg har noget med kameraer, jeg kan faktisk godt lide at få taget billeder), så det var hjem og rydde op og lægge make-up, og fotografen livede helt op, da han opdagede mit engagement og medspil. Fotografer er et sjovt folkefærd. Deres måde at anskue verden på ... og jeg forstår den så udmærket, fascinationen, den underlige leg med kameralinser ... Men det er en helt anden historie. Men jeg fik tilladelse til at lægge billeder ud på mine internetsider. Med Copyright naturligvis. Må altså ikke downloades eller på anden vis gengives.

Dagen blev afsluttet på den helt rigtige måde, en spontan tur ud på Nørrebro, til min yndlingsgræker Restaurant Philoxenia i Ravnsborggade, indehaveren er så bedårende venskabelig (jeg tror nu, at den maskuline mand ville frabede sig beskrivelsen "bedårende"), han ryster hænder og dunker sine medmænd på ryggen. Og så elsker han vin, god vin, god GRÆSK vin, og det er bestemt Philoxenia, man skal besøge, hvis man vil lære lidt om, hvor højt et niveau Grækenland er kommet op på i sin vinproduktion.

Og så til et P.S. der i virkeligheden er det allervigtigste. Det som jeg går og grubler over i øjeblikket i forbindelse med mit næste romanprojekt: Kan man komponere musik labyrintisk? Jeg arbejder på at lægge et labyrint-tema ind over min Blåskæg-roman, og jeg spekulerer på, om det findes, og om det overhovedet giver mening at lade en komposition udfolde sig som en labyrint i sin struktur.

Har netop modtaget en mail fra en journalist fra Nyhedsavisen. Hun vil ringe i morgen, og vi skal vist nok tale om det at være bloggende forfatter. Det kan blive helt sjovt. At fortælle om det her univers ...

Forleden var jeg inde og se skuespillet "Med venlig deltagelse"  af Erling Jepsen. Det spilles i Stærekassen - Det Kongelige Teaters scene, der snart skal erstattes af det nye skuespilhus.

Hold da op, hvor fik jeg ondt i maven af at se det! Og det var godt, for det var en del af meningen med det hele - at fremstille en traumatiseret familie. Det anbefales hermed.

Og jeg tror, at det er sundt at se sådan en fortælling lige før jul, der for de fleste står i familiens tegn. Se verden og virkeligheden i øjnene, det er i længden det mest udviklende!

Min aftale med Gyldendal Foredrag om at være "i stald" dér er ved at være hjemme. Jeg har nu to gode arrangementer, som snart vil blive annonceret:

1) Opera i litteraturen - læs og lyt!

2) Mytologien i litteraturen - når Ægyptens guder raser ...

klik på logo for ar læse mere: