I aften har jeg lovet at komme forbi en god ven med en flaske forsinket premiere-champagne. Han står på scenen i en stor musikalsk teaterproduktion i øjeblikket, og selv om den ikke fik så gode anmeldelser, så er det ikke nogen grund til ikke at drikke champagne. Carpe diem!
Foto: © Claus Boesen. Må ikke downloades eller på anden vis gengives.
Foto: © Claus Boesen
Jeg har netop modtaget besked om, at interviewet til Tidens kvinder er programsat til det nummer, der udkommer i slutningen af januar. Jeg må væbne mig med tålmodighed lidt endnu. Heldigvis ved jeg, hvad der står ;-)
I mellemtiden kommer jo så Femina. Uge 50 eller 51 ... Det glæder jeg mig virkelig til at se! Specielt med de fotos med Det Kongelige Teaters flotte interiør som baggrund.
"Schweigen und tanzen," sang Elektra til sidst og sank sammen. Og dér på min plads på 1. række i Hamburgs opera knugede jeg hænderne og græd. Så tæt på, så tæt på, alt for tæt ... At sprænge sit sinds rammer i voldsomme og bastante følelsers vold. Jeg var Elektra ... jeg er Elektra ... åh, hjælp ... Og hvilket andet valg har Elektra, har jeg, end at fastholde den kompromisløse definition af sig selv, som det er umuligt at leve uden?
I morgen tidlig, i vintermørket, sidder jeg i toget til Hamburg. Og der vil være aviser og kaffe og oplyste togkupeer, og udenfor markerne i fugtig luft, og morgenstjernen på en svimlende sort himmel. Det er spændfeltet, der åbner sig for mig, de yderpunkter, der er så langt fra hinanden, der kræver så meget, der kan gøre så ondt. Og som gør mig levende.
Jeg skal ned og høre Strauss' Elektra i operaen i Hamburg. Med Simone Young som dirigent. Jeg GLÆDER mig til at opleve en kvindelig dirigent, jeg skal sidde på første række midt for, lige bag hende. Og alt er skøn luksus, tre dage på Hotel Kempinski Atlantic i suite, jeg tager det smukkeste tøj med, og bøger og Weekendavis og champagne, og højhælede sko, og sort bikini til swimmingpoolen med det dunkle, blå eventyrlys på hotellets tag. Det er Golfos grotte. Og det er dér, at livet føles.
Bogmessen i Forum var en dejlig oplevelse, interviewet på Gyldendals Tranescene forløb faktisk over al forventning.
Som jeg vist også har skrevet i en af kommentarerne, så havde min interviewer operadramaturgen Henrik Engelbrecht og jeg en super seance (jeg evaluerede selvfølgelig bagefter med min redaktør og andre). Henrik var professionel til fingerspidserne og åbnede hos mig op for en perfekt blanding af det kunstneriske, det personlige og det intellektuelle.
Og det var så vendepunktet.
For jeg vidste, at med denne bogmesse ville jeg endeligt slippe Gudernes tusmørke. Følelsesmæssigt, tankemæssigt, energimæssigt. Jeg har stadig forfatterarrangementer med den roman (flere biblioteker har henvendt sig efterhånden), og de skal nok få min fulde enthusiasme i situationen. Men med bogmessens optræden retter jeg fra nu hele mit væsen mod næste roman-projekt Bartóks låste døre.
Jeg markerede det vendepunkt på bedste vis senere lørdag aften med en kompromisløs champagnedinner på restaurant Noma arrangeret af den legendariske indehaver af L'ésprit du vin. Og med den sædvanlige garvede flok vinjournalister tilstede (hvoraf over halvdelen også havde været på bogmessen tidligere på dagen enten som forfattere eller interviewere).
Krug i store mængder! Og med disse bobler indkapsledes det sidste glimt af tusmørke til en brugbar erindring og erfaring. Jeg er klar til det nye ...
Så er det i morgen lørdag, at jeg på bogmessen i Forum skal tale med operadramaturg Henrik Engelbrecht om min roman Gudernes tusmørke.
Det foregår på Gyldendals Tranescene kl 10:40 (dørene til messen åbnes kl. 10:00.
Jeg har talt lidt med Henrik om, hvordan vi griber det an. Men for at bevare spontaniteten i samtalen har vi ikke lagt os fast på bestemte spørgsmål. Men vi er blevet enige om, at jeg også læser op et par minutter fra romanen, så publikum kan fornemme, hvordan den er (det er afsindig svært at vælge en lille passage ud af en hel roman, så det giver mening. Nu har jeg kartet rundt i min roman i to dage for at finde de sølle 2-3 minutters oplæsning).
"Intelligent musik, der lyder godt," sagde den danske, klassiske komponist, som jeg besøgte idag. Det mente han manglede, og han så denne mangel som årsagen til, at nye kompositioner, ny musik, er så godt som ikke-eksisterende i bevidstheden hos den brede befolkning.
Og så talte han ellers om den modernistiske isblok, der i al for lang tid havde forhindret musikken i at rykke, og at der kun lige var optøning på vej nu. Samme situation i hele Europa. Og at man sandsynligvis først om mange år ville kunne finde klare tendenser i musikken.
Det var så spændende! Og så inspirerende! Der ligger voldsomt konfliktstof i disse brydninger, som helt sikkert (jeg kan mærke stoffets tyngde lejre sig i mit sind allerede nu) kan synke dybt ned i lagene i fortællingen omkring min fiktive komponist Rolf i næste romanprojekt - Bartóks låste døre.
Den sympatiske komponist var i øvrigt også ifærd med at komponere en ny dansk opera. Som han selv skal dirigere, for han er også dirigent. Men dirigentaspektet vil jeg ikke ind på igen. Det må være en lukket bog med Gudernes tusmørke nu.
Jeg kredser og kredser fortsat om næste romanprojekt - Bartóks låste døre - jeg er ikke i skrivefase endnu (ikke efter at jeg har besluttet at skifte fortællervinkel) men i sådan en diffus blanding af at føle, tænke og sanse.
Ugens interessante researchopgave er et besøg hjemme hos en dygtig, dansk, klassisk komponist. I morgen, faktisk, har komponisten været så elskværdig at invitere mig indenfor, så jeg kan se hans værksted, høre lidt om arbejdsmetoder og om tendenser i moderne komposition.
Den ene af mine hovedpersoner - Rolf Bartmann - skal jo være komponist i færd med at komponere et vokalværk til sin elskede, sopranen Judith.
Opdatering af kommende events/ interviews:
Bogmessen i Forum lørdag 17. november kl. 10:40 på Gyldendals Tranescene, stand 60: Samtale med operadramaturg Henrik Engelbrecht om Gudernes tusmørke.
Magasinet Tidens kvinder: Interview undervejs, publiceres sandsynligvis i det kommende nummer den 29. november.
Ugebladet Femina: Interview. Publikation forventes uge 50 eller 51.
2. oplag af Gudernes tusmørke udkommer den 20. november. Der er ganske små ændringer i forhold til 1. oplag - ikke noget som andre end jeg selv vil bemærke, tror jeg.
Den vigtigste ændring er nok et tilføjet indledningscitat fra Wagners opera Götterdämmerung: "Ruhe, ruhe, du Gott!"
Og så bliver forsiden lysnet, så dirigenten og hans taktstok er tydeligere. Nedenfor forsiden fra hhv. 1. og 2. udgave:
Åbner min mail-boks, og så ligger der minsandten en besked fra min redaktør på Gyldendal: Andet oplag af Gudernes tusmørke bliver trykt nu! Hvor er jeg glad! Det var lige præcis sådan en nyhed jeg trængte til.
Ellers er dagens store forfatteropgave en seriøs gennemlytning af Béla Bartóks opera Hertug Blåskægs Borg. Den skal jo danne fundamentet for min næste roman, og jeg skal have den musiske følelse ind under huden nu. Og samtidig erhverve et indgående kendskab til librettoens tekst
Og så har fotograf Claus Boesen, der har taget billederne til det kommende interview i ugebladet Femina, givet mig lov til at lægge et af billederne ud på mine egne sider - men naturligvis med copyright på. Billedet må altså ikke downloades eller på nogen måde gengives uden fotografens tilladelse:
Foto: © Claus Boesen
Foto: © Claus Boesen
Ja, det er sket før, at jeg har lavet større ændringer i strukturen, specielt lige i begyndelsen af en roman. Denne gang skifter jeg fotrællervinkel og dermed hovedperson i mit næste romanprojekt - Bartóks låste døre.
Det var meningen, at knudemanden og komponisten Rolf skulle være den jeg-fortællende hovedperson. Men jeg vil ikke beskrive den forkrampede og angste tomhed indefra, har jeg fundet ud af. Jeg vil hellere beskrive effekten på omgivelserne, og gøre det inde fra omgivelserne. Det vil sige, at Judith skal være den jeg-fortællende hovedperson. Kvinden der forsøger at trænge igennem til ham og forstå.
Det bliver første gang, at min jeg-fortæller bliver en kvinde. Er det en del af min egen personlige udvikling, at jeg har lyst til det? Det er et af mange spørgsmål, som jeg stiller mig selv i denne tid,
Og så til noget helt andet og sjovere: Jeg har en aftale i Operaen, Holmen, i næste uge. Det glæder jeg mig rigtig meget til! En dygtig og spændende person som vil vise mig rundt, så jeg kan opfange lidt af backstage-atmosfæren til min research.
Midt i al denne følen sig frem, den ensomme forfatterkredsen omkring personerne til næste roman, Bartóks låste døre, (hvem er Judith? hvem er Rolf? hvem er András?), kommer Fie forbi.
Og pludselig forvandles en grå, introvert dag til den mest inspirerende tur gennem Statens Museum for Kunst, med landskabsbilleder af stor dybde og skønhed, det sjælelige, det mystiske, det musiske ... ja, de var musiske, de malerier, så mange følelser og hemmeligheder og stemninger lå gemt i de landskabsmalerier ... alt imens de to kvinder talte mænd, og sex, og styrker og svagheder ... At turde sin svaghed ...
Akseli Gallen-Kallela
