Anne-Marie Vedsø Olesen

Åh, at miste kontrollen, når man skriver, det er dér, det er skønt at skrive! (Og det er dér, at teksten lever og ånder).

Jeg har netop skrevet et afsnit, hvor Seth i sin vrede forvandler sig til en mægtig rød slange, der i ørkenen løfter sig mod nattehimlen og spyr sværme af klæbrige sorte fluer mod månen (er lagt ind på www.amvo.dk).

Jeg anede ikke, at det skulle ske, det skrev bare sig selv, og samtidig gav alting mening, metaforer med referencer til begærets have i Parsifal sneg sig ind, uden at jeg tænkte over det.

Det var det, jeg mente, da jeg tidligere sagde, at man når til et punkt, hvor man har fornemmelsen af at "rumme" hele romanen. Det er vendepunktet. Herfra er det skønt, ja næsten euforiserende, at skrive!

www.amvo.dk

En kort reminder til mig selv: Jeg skrev forleden, at romanens dele skulle betitles hhv. Harpunen, Spyddet og Taktstokken, og det er netop gået op for mig, at man skal lede længe efter så stærke falliske symboler (hvorfor har jeg mon ikke set det noget før?).

Nogle gange er en cigar blot en cigar, men mon ikke min underbevidsthed alligevel har haft en finger med i spillet her? Det bliver jeg nødt til at dykke ned i. Som forfatter i færd med at skabe en roman, bliver man nødt til at forstå værkets eksistens til bunds. Satans! Jeg troede, jeg havde styr på min roman og alle dens symboler ...

Forfatterhjemmeside: www.amvo.dk

Tilbage efter en uges research-/ skriveferie ved Rhinen.

Jeg er nået til det lykkelige punkt, hvor jeg har fornemmelsen af at "rumme" hele romanen. Men det er så skrøbelig en følelse, og den skal holdes og vedligeholdes, hele tiden, indtil romanen er færdigskrevet. Hvornår? Realistisk set om et halvt år. Jeg vil forsøge at aflevere manuskript til forlaget inden jul.

Men jeg kender nu min romans overordnede inddeling: To hoveddele og et langt finalekapitel. Og de skal betitles Harpunen, Spyddet og Taktstokken. Men henvisning til hhv. Horusharpunen, Parsifalspyddet og dirigentens taktstok, når han til premieren dirigerer Parsifal.

Det stof, som jeg vil forsøge at forløse, skal nemlig blandt andet gå bag om de mytologiske våbens betydning: Hvad er det, der gør våbene til mere end blot våben, hvad er det for menneskelige grundvilkår, der ligger bag, og kræver det ikke den menneskabte kunst for at virkeliggøre våbenes magi?

Og så selvfølgelig med kløerne dybt begravet i det sædvanlige: Det apollinske over for det dionysiske. Og det dionysiskes relation til begær og lidelse.

Begær og lidelse. Netop derfor er Wagner hevet med ind i romanen. Hans yndlingstema...

Forfatterhjemmeside: www.amvo.dk

Har fået den første tvivl nu, en lille krise i skrivningen af min roman Ægypterevangeliet: Kan det virkelig lade sig gøre? Har jeg nok stof til at fylde en hel roman? ... den slags tåbelige, frugtesløse nagende spekulationer... Jeg må bare fortsætte !

Men ferien truer. Jeg tager afsted til Rhinen i morgen, 8 dages kombineret ferie-/ research-/ skriveophold. Planen er at skrive indtil frokost hver dag, og så holde fri resten af dagen. Jeg skal forsøge at fange lidt 1800-tals rhinromantik og lidt Wagnerstemning, tjekke den lille by Sankt Goar og borgen Rheinfels www.burg-rheinfels.com .

Rheinfels er i min fantasi stedet, hvor Seth bor (jeg har engang tidligere selv været til en ekstremt overvældende privat fest på Rheinfels; det var vistnok det, der satte hele denne roman igang, nu hvor jeg tænker efter), og som han har døbt Burg Silling efter Marquis de Sades Ch. de Silling i "De 120 dage".

Og så skal jeg i øvrigt bo på et skønt slotshotel www.schloss-Reinhartshausen.de lige ned til Rhinen. Bedre betingelser får jeg ikke til at finde mit litterære rhinguld...

De næste opdateringer kommer derfor - afhængig af internetforhold - nok først om en 10 dages tid (men jeg har lagt ny tekst på hjemmesiden idag).

www.amvo.dk

Skrev i et tidligere indlæg om dobbeltheden i romanskrivningen, om det både at miste kontrollen og tage kontrollen, om at begge dele var nødvendige i romankunsten.

Det bringer mig til idag (fornanlediget af en klog kommentator, der havde bemærket lagene i Tredje Ikaros) at tale lidt mere om den kontrollerende del af arbejdet. Nemlig den sturkturanalyse, som man løbende må foretage af sin roman for at kunne styre handlingen.

Personligt plejer jeg at visualisere min romans struktur, når jeg med jævne mellemrum "hæver" mig op over fortællingen for at finde ud af, hvor den er henne og hvad næste skridt bør være. Det er en enorm hjælp, hvis man arbejder med en lidt mere kompleks struktur. Lad mig prøve at eksemplificere:

Min første roman "Salernos sol" var en enstrenget sag, skrevet kronologisk fra a til z, og der var intet behov her for en sådan analyse.

Men såvel i de efterfølgende, "Djævelens kvint" og "Tredje Ikaros", som i mit igangværende romanprojekt "Ægypterevangeliet" arbejder jeg med 3 lag. Og det er lag, der vel at mærke ikke kun skal skiftes til at være "forrest", men som også har forbindelser indbyrdes. Jeg skal nok uddybe:

Lagene i f.eks. Tredje Ikaros er: 1) Spændingshistorien på overfladen (her noget om terrorister og et gammelt Brueghelmaleri), 2) Myten om Ikaros, der fløj mod solen med vinger af voks, 3) Den ægyptiske mytologis fortællinger om kaosguden Seths kampe mod guden Horus. Og mellem disse 3 lag er der sammenhænge/broer. Det er i disse sammenhænge, at plottets originalitet opstår.

En sådan struktur kan være svær at overskue, og her hjælper en visualisering. Jeg ser disse romaner for mig som en trippelhelix med broer. Altså ligesom DNA'ets dobbelthelix, tråde der snor sig om hinanden og er indbyrdes forbundet. Jeg har bare 3 tråde istedet for 2. Men kun een ad gangen kan være forrest (men de to andre løber jo stadig bagved).

På den måde kan jeg let og hurtigt se, hvilken "tråd" der trænger til som den næste at komme frem i lyset, og hvilke broer/ forbindelser jeg mangler at synliggøre.

Forvirrende? Håber det ikke... (Har i øvrigt idag lagt mere nyskreven tekst ud på min hjemmeside).

Forfatterhjemmeside: www.amvo.dk

En skrivende æstetiker spørger, hvor man kan købe en skrivemaskine, da han skal til Paris og har en romantisk drøm om at sidde dér og skrive.

Kære æstetiker, du mener vel en bærbar pc og ikke en gammeldags ??? Det sidste aner jeg virkelig ikke, men jeg køber altid mine bærbare hos Fona, de giver den bedste service, hvis der er problemer med dyret. Bekræftet af forbrugerrådet. (Har i øjeblikket en Acer Aspire 3610 med wireless LAN - vildt god!)

Men det bringer mig til at sige et par ord om den romantiske forestilling om forfatterlivet: Jeg har selv prøvet at sidde en uge på et pariseridyllisk hotelværelse med udsigt over byens tage for at skrive. Det gik bare ikke.

Jeg begyndte at skrive for alvor - dagligt - i 1998 med foreløbigt 3 romanudgivelser som resultat og erfaringen gennem årene har været den samme, nemlig at en grå væg i vante omgivelser er det eneste, der duer som udsigt.

Jeg siger ikke, at man ikke skal hente inspiration udefra, selvfølgelig skal man det. Man må ud og se verden, opleve, rejse, sanse - og frem for alt LEVE.

Men der er flere faser, flere processer i skrivningen. Der er inspiration og research, altså en udadvendt idefase hvor man oplever kombineret med at man går og grubler. Selvfølgelig kan man forsøge at skrive lidt på må og få dér. Men ideer skal have tid til at lejre sig ordentligt i ens sind. Det skal man huske at respektere.

Men selve skabelsesfasen, altså når der endelig skrives, seriøst, dagligt, disciplineret, er en ren indre ting. På det tidspunkt kommer alting indefra, man lever sin fortælling, er i situationerne, føler følelserne. Sådan er det at være skabende.

Det betyder at alle ydre påvirkninger forstyrrer. Jeg må selv rulle gardinet for i de skabende perioder, da mit skrivebord står foran et vindue. Også selv om der ikke sker meget udenfor, og det er vante omgivelser. Et fremmed sted (som Paris) med helt nye input er HELT umuligt at skrive i.

Just my opinion, selvfølgelig, og mine egne erfaringer med romankunsten. Muligvis gælder andre forhold for noveller/ lyrik - det har jeg ikke prøvet.

Men den romantiske forestilling om forfatteren, der sidder et idyllisk sted i eksotiske omgivelser og modtager guddommelig inspiration fra oven, den holder ikke. Det bekræfter også alle de forfatterkolleger, jeg kender. Det er hårdt ensomt disciplineret arbejde, hvor man skal sætte sig ned og skrive hver dag, også selv om man ikke har lyst. Man SKRIVER sig varm og inspireret, inspirationen kommer ikke af sig selv.

Forfatterhjemmeside www.amvo.dk