Anne-Marie Vedsø Olesen

Verden skal ikke holdes ude

Professionalismen og spilleglæden var i top igår, da Operaakademiet, Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Statens Teaterskole havde premiere på Francis Poulencs opera Karmeliterindernes samtaler på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Under en næsten fuld måne og et sneklædt Kongens Nytorv med al for glatte fortove gik jeg forventningsfuld ind til Operaakademiets årlige opsætning. Det plejer at være godt, og i aftes var ingen undtagelse. Enthusiasmen skinner altid igennem, man får en fornemmelse af kommende års stjerner, og i år var vi tilmed forkælet med den franske dirigent Marc Soustrot, der udfoldede Poulencs effektive og klistret-truede musik med fin balance og fremelskede en topprofessionel samspillethed fra Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums orkester.

Karmeliterindernes samtaler er en grum og autentisk historie om seksten nonner, der ender i guillotinen under den franske revolution. Om den er en egentlig opera kan diskuteres. Dertil er der for lidt konfliktstof i de tre akters mange små scener om nonnelivet bag klostermuren. Man følger den unge livs- og dødsangste Blanche, fra hendes første tilbagetrækken til klostret til hendes endeligt under guillotinen. I en serie situationer gives et bud på nonnernes motiver, personligheder og religiøse indbildninger, og man sidder tilbage med en sær fornemmelse af, at hvis dette på nogen måder skulle være en krísten fortælling, så er den godt nok forfejlet. Illusioner, afmagt og angst for tilværelsens krav og uforudsigeligheder får kvinderne til at fremstå som en flok patologiske skravl, og jeg greb mig selv i at tænke undervejs, at man lige så vel kunne have ladet handlingen udspille sig på en psykiatrisk afdeling som bag de lukkede klostermure. Da verden i form af den franske revolution til sidst tvinger kvinderne ud i den virkelighed, som de nægter at se i øjnene, går de naturligvis til grunde. Darwin har ikke levet forgæves.

Så på en måde havde fortællingen den smukkeste morale: Verden kan og skal ikke holdes ude - embrace the revolution!

N.B. Det Kongelige Teater staver næsten konsekvent karmelitterindernes med to t'er. Men det skal, så vidt jeg har kunnet finde ud af, kun staves med ét t - karmeliterindernes.

Jeg hører det hele tiden nu, at folk er trætte af sneen. Jeg forstår det ikke. Det er jo vinter, og er det ikke langt bedre end gråt, trist regnvejr? Jeg elsker sne. Det er smukt, magisk, forandrer verden på måder, så jeg føler, at jeg befinder mig i et nyt univers, hvor alt er muligt. Eventyrets verden. Og netop det sker også nu, hvor jeg skriver på min femte roman, Glasborgen. For sne er en af mine stærkeste inspirationskilder. Sne indgår i næsten alle mine romaner, og ikke kun som scenografi, men som en kraft, en følelse, en medspiller. I romanen Djævelens kvint, som foregår i København, og som er spundet tæt sammen med Mozarts Tryllefløjten, er det også sneen, der sætter det hele igang.

N.B. Opdatering idag på indlægget om Tryllefløjten her: http://amvo.smartlog.dk/tryllefl-jten-post200453 

Djævelens kvint (fra kapitel 1):

I går eftermiddags hoppede jeg på toget til Malmø for at opleve Philippe Boesmans opera Julie. Philippe Boesman er belgier, og kammeroperaen her havde urpremiere i 2005 på La Monnaie i Bruxelles. Det er ikke ofte, at man har mulighed for at opleve nyere operaer, så jeg glædede mig rigtig meget. Og naturligvis måtte svenskerne have en vis nysgerrighed over for et nyt værk bygget over Strindbergs frøken Julie.

Turen med tog til Malmø er nem og fornøjelig, og gåturen gennem den gamle bydel er et eventyr. Det var iskoldt på skønneste, friskeste vis, og der var stadig julelys og juletræer og skøjtebane, der var bindingsværkshuse og sneklædte torve, og gader med toppede brosten, og julemagien vendte tilbage med fuld styrke.

Men tag ikke til Malmø for at se Philippe Boesmans Julie! Selv om den kun er en en-akter på fem kvarter, har jeg sjældent kedet mig så hårdt. Det var et mesterligt eksempel på, at emnerne sex og død i sig selv ikke er nok til at fænge.

Handlingen var hensat til Afrika (der indledtes med et Karen Blixen-citat og - sikkert fordi Boesman er belgier - også af et billede af Tintin og Terry og en tropehjelm), og Julies tjener og dennes forlovede var de sorte tjenestefolk. Lidt koloniundertrykkelse, javel ja, ikke sindsoprivende originalt, men det kunne vel fungere.

Men nej. Musikken var mageløst anonym og uinteressant, og intet i den formidlede voldsomheden fra Strindbergs skuespil. Hvor var magtkampene mellem Julie og tjeneren, hvor var begæret og drifterne, hvor var fornedrelsen og fortvivlelsen, der gør, at selvmordet er eneste udvej? "Nå," tænkte jeg, da hun tog barberkniven til sidst og ville slå sig selv ihjel, "hvorfor er det nødvendigt ...". Men så fattede jeg det. Det var nødvendigt, så forestillingen kunne slutte, og jeg kunne slippe derfra og komme ud og nyde lysene i Malmøs magiske aftenmørke.

Nej, bliv hellere hjemme og læs Tintin i Congo.

Tilføjet den 22. januar 2010:

Repremieren af Tryllefløjten har nu fundet sted på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Søren Kassebeer i Berlingske Tidende kunne ikke lide den. Forbløffende nok er hans holdning til Tryllefløjten, at den dybest set er noget vrøvl: "... er Tryllefløjten en anelse forvrøvlet, så repræsenterer den dog også noget af det mest charmerende vrøvl, kulturhistorien kan opvise ..."

Det er jeg lodret uenig i, og om netop det handler mit essay nedenfor om. I øvrigt påstår Søren Kassebeer også, at Tryllefløjten ikke foregår i Egypten, hvilket der ellers altid har været konsensus om. Jeg mener, der er pyramider og påkaldelse af Isis og Osiris, så hvor ellers? Og især Mozarts og Schikaneders frimureri taget i betragtning gør det egyptiske element naturligt i den forestilling:

16. januar 2010:

Fløjten fortryller stadig

”Av!” udbrød fuglefængeren Papageno, da man plukkede en fjer af ham. Udbruddet kom fra scenen på Det Kongelige Teater, det var Mikael Melbyes opsætning af Mozarts opera Tryllefløjten, og med det av! understregedes Papagenos dyriske væsen. Fuglefjererne voksede tydeligvis på ham, de var ikke blot en del af en klædedragt.

Mikael Melbyes opsætning havde oprindelig premiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i 1998. Nu genopsættes den på Operaen, Holmen, repremieren finder sted den 18. januar, og såvel børn som voksne vil forventeligt strømme ind til Mozarts magiske eventyr om prinser og listige slanger og onde dronninger.

Men er Tryllefløjten ikke et en forudsigelig børnefortælling i charmerende musikalsk indpakning om en prins, der som sædvanlig vinder sin prinsesse?

Nej. Tryllefløjten er ikke noget banalt eventyr. Goethe har engang erklæret, at der hørte mere dannelse til at erkende den operateksts værdi end til at fornægte den. Og værdien er stadig fuldgyldig, selv i dag flere hundrede år senere.

Tryllefløjten blev Mozarts sidste opera og havde urpremiere i Wien under kejser Leopold IIs regeringstid. Det var på Theater auf der Wieden den 30. september 1791 - få måneder før Mozarts død. På det tidspunkt florerede et større antal frimurerloger, der ikke var uden betydning i et Europa, hvor man overalt mærkede suset fra den franske revolutions vinde. Frimurerne troede på lighed og broderskab (selv om fundamentet i modsætning til revolutionsideerne var kristent), og derfor skævede kejser Leopold da også mere end skeptisk til frimureriet.

Frimureriet var opstået i England og havde rødder i murerlaugets gamle symbolverden og ceremonier. I begyndelsen af 1700-tallet fandtes der i London fire loger, som snart blev slået sammen til den engelske Storloge. Det blev startskuddet på frimurerordenens storhedstid. Fra England bredte frimureriet sig ud i Europa, og i Wien som andre steder trådte førende videnskabsmænd og kunstnere ind i ordenen.

Mozart var medlem af en af disse loger, Zur neuerkrönten Hoffnung, da han komponerede Tryllefløjten, og et indblik i frimureriet er derfor nødvendigt for forståelsen af Tryllefløjten. Også Tryllefløjtens tekstforfatter Emanuel Schikaneder og den mulige medforfatter Karl Ludwig Giesecke var medlemmer af Mozarts loge, og overalt i såvel operaens tekst som musik finder man frimurerlogens symboler og optagelsesritualer gengivet.

Tryllefløjten handler om en yngling, prinsen Tamino, der af Nattens Dronning sendes ud for at søge hendes bortførte datter, Pamina. I sin søgen når Tamino frem til Visdommens Tempel, og her, på tærsklen til templet, tændes i Tamino begæret efter indsigt, og han søger optagelse i Visdommens Tempel. Det indebærer en række prøvelser, som afsluttes med en vandring gennem ild og vand. Som ledsager gennem de indledende prøver har Tamino den simple og glade fuglefænger Papageno, der kun tænker på mad og drikke og kærester. Og under den sidste vandring ledsages han af sin udkårne Pamina. Men gennem hele forløbet støttes han af sin tryllefløjte, en magisk guldfløjte, der blandt meget andet er i stand til at tæmme de vilde dyr.

Handlingen er henlagt til det gamle Ægypten, og det er ikke noget tilfælde. Gamle middelalderlige murerlaugsdokumenter bekendtgjorde, at eftersom Adam var skabt i Guds billede, var de geometriske grundsætninger, på hvilke bygningskunsten hvilede, indskrevet i Adams hjerte. Denne guddommelig viden skulle de ældste folkeslag - herunder de gamle ægyptere - have vogtet over fra tidernes morgen og givet videre til nye indviede. Derfor beskæftigede frimurerne på Mozarts tid sig meget med de ægyptiske mysterier. En førende frimurer Ignaz Edler von Born skrev en afhandling om det ægyptiske præsteskab, hvori han fremhævede, at deres øverste gud var Osiris, og deres bestemmelse var at tjene guderne og beflitte sig med visdom. Ganske som i Tryllefløjten, hvor præsterne holder til i Visdommens Tempel og hylder gudeparret .Osiris og Isis.

Hvad er så frimureriets symboler i Tryllefløjten, og hvorfor kommer det os ved i dag? Frimureriet kan anskues politisk - som det senest er blevet det i Dan Browns bestseller ”Det hemmelige symbol”. Det var endnu mere relevant på Mozarts tid, hvor lighedsprincippet var sprængstof i debatten om borgerens rettigheder til at blive adelens jævnbyrdige. Det politisk farlige stof ses i Mozarts operaer tydeligst i Figaros bryllup, historien om tjeneren der på grund af sin herres urimelige, arvede rettigheder må overgå ham med snuhed og handlekraft. Men også i Tryllefløjten findes en ordveksling, der giver udtryk for et ligeværdigt menneskesyn. Prinsen Tamino skal gennemgå en række prøvelser for at findes værdig til optagelse i Visdommens Tempel, hvilket bekymrer en af templets præster: ”Bedenke: er ist ein Prinz,” indvender denne, hvortil ypperstepræsten Sarastro svarer: ”Er ist ein Mensch.” Det er de menneskelige egenskaber, der giver adkomst til rettigheder, ikke nedarvede titler.

En mere interessant og for os i dag mere relevant anskuelse af frimureriet og Tryllefløjten fås imidlertid ved at rette blikket indad og søge de personlige, de filosofiske værdier i værket. Og netop her har Tryllefløjten en usædvanlig tyngde.

At Visdommens Tempel repræsenterer frimurerordenen, og præsterne dens medlemmer, er nærliggende. Taminos prøver beskriver de optagelsesritualer, som et nyt medlem af frimurerlogen skal gennemgå. Operaen er spækket med frimurersymboler: Fuglene er menneskets frie tanke, Tamino der falder i afmagt over for slangen er den symbolske død ethvert nyt medlem skal lide inden optagelsen. Og Papageno straffes med sten og vand og en guldlås for munden, hvor den rå sten er frimurersymbolik for mennesket, før det har lært at behandle sine fejl, vandet skal rense legemet for dets urene tanker, og guldlåsen viser at ’tavshed er guld’. Hertil kommer musikkens indbyggede akkorder og rytmer: De 5 akkorder i ouverturen og senere de 3 gange 3 akkorder er identiske med de slag, der forekom ved optagelsesritualerne i henholdsvis den kvindelige og mandlige loge, der eksisterede på Mozarts tid.

Men også 2-tallet indgår tydeligt i musikken, og udover at være slagene ved optagelse til logens første grad - og med betydningen ’vær opmærksom’ - står 2-tallet for en dualisme, der gennemsyrer hele operaen: Ild og vand, dag og nat, sol og måne, guld og sølv, ja i det hele taget det maskulines og det feminines princip repræsenteret ikke kun ved Sarastro og Nattens Dronning, ved Tamino og Pamina, men også ved de to guder, man dyrker i Visdommens Tempel, nemlig det ægyptiske gudepar Osiris og Isis.

Og det bringer os frem til noget essentielt i forståelsen af Tryllefløjten: Selvom det kristne fundament er af afgørende betydning for frimureriet (2-tallet repræsenterer for frimurerordenen også de to søjler ved Salomons tempel, templet hvor den guddommelige bygningskunst var afspejlet, og som gav indblik i Guds plan), så strækker Tryllefløjten sig ud over kristendommen i sin behandling af mere fundamentale principper. Og nøglen til de principper finder vi netop i den del af den ægyptiske mytologi, der omhandler gudeparret Osiris og Isis.

Osiris og Isis tilhørte ifølge en ægyptisk skabelsesberetning den tidligste kreds af guder. Det var en kreds på ni, og de allerførste af de ni skabte himlen og jorden og væden og andre grundlæggende elementer for eksistensen. Men med Osiris vendes blikket mod mennesket. For Osiris er civilisationens gud, der giver mennesket love og lærer det at dyrke korn, med ham hæver mennesket sig over sine dyriske drifter, orden og struktur holder sit indtog og danner basis for det, vi kalder civilisation. Det er det, Tryllefløjten handler om: Den rå sten skal pudses af, det dyriske menneske skal ved refleksion og vilje opnå en indsigt og visdom, der gør det klar til at indpasse sig en sådan orden, til at civiliseres. Taminos guldfløjte symboliserer netop den indsigt, for indsigten giver magt til at tæmme det dyriske – eller de vilde dyr som det konkret sker i operaen.

De fundamentale principper - orden versus kaos, indsigten kontra det dyriske - er Mozart og Schikaneder naturligvis ikke de eneste, der har behandlet. De findes i mange afarter, som for eksempel i Nietzsches begreber om det apollinske og det dionysiske, eller i Kierkegaards betragtninger over modsætningsforholdet mellem det reflektoriske og det umiddelbare. ”Musikken udtrykker nemlig bestandig det Umiddelbare,” skriver Kierkegaard i Enten-Eller. ”I Sproget ligger Reflexionen, og derfor kan Sproget ikke udsige det Umiddelbare. Reflexionen dræber det Umiddelbare.” Han beskriver derefter tre umiddelbar-erotiske stadier, og udnævner netop Papageno som repræsentant for andet stadium, hvor ”Attraaen vaagner” (første og tredje stadium repræsenteres af henholdsvis Cherubino og Don Juan fra operaerne Figaros Bryllup og Don Juan).

”Av!” råber Papageno, da fjeren bliver plukket af ham og understreger det dyriske i hans væsen. Han vil meget hellere drikke vin og finde en kæreste og lade Tamino om at fordybe sig i de krævende åndelige prøver, der udfordrer viljen. Dermed bliver Papageno en lige så god repræsentant for det dionysiske, som Tamino er det for det apollinske. Papageno vil leve det umiddelbare liv, mens Tamino reflekterer sig vej til visdom og indsigt.

Mikaels Melbyes opsætning lagde vægt på den substans. I hvert fald tilbage i 1998, hvor også de egyptiske elementer prægede scenografien, og aktørerne førte sig med smuk alvor. Og det var fint. For trods Papagenos herlige løjer og Nattens Dronnings farlige glamour er det hos Tamino, at den egentlige historie ligger. Nemlig historien om et ungt menneskes søgen efter indsigt, efter at forstå og finde sig selv i strømmen af modsatrettede kræfter og fastgroede værdisæt. O ewige Nacht! Wann wirst du schwinden? Wann wird das Licht mein Auge finden? synger Tamino, da han står foran indgangen til Visdommens Tempel, og i de strofer har Mozart lagt så blød og mørk en længsel, at man ved, at smerten og frustrationen er frugtbar. Den scene er hele Tryllefløjtens omdrejningspunkt. Mennesket kan og skal finde sig selv. Hver gang og hele tiden. Og det skal nok lykkes.

Det har på mange måder været en fin uge. Og heldigvis er den endnu ikke forbi. I tirsdags var der stor reception på mit forlag, og det var den bedste af den slags receptioner, jeg endnu har været med til. Receptioner kan let gå hen og blive lidt krampagtige. Men jeg var ganske enkelt glad som udgangspunkt, og nok derfor blev det så let og festlig en oplevelse. Det er værd at huske. Oplevelsen og opfattelsen af verden er ens egen fortjeneste. Den er, hvad man gør den til. En beskrivelse forfattet af Michael Jeppesen - og meget forskellig fra min oplevelse - kan i øvrigt læses i Information her.

Det har også været ugen, hvor jeg er gået igang med en del benarbejde i forbindelse med min forfattervirksomhed. Blandt andet er jeg endnu ikke registreret som selvstændig, sådan noget med moms og den slags tror jeg nok, og det er jeg langt om længe ved at tage hul på. Og jeg har arbejdet en del på min nye Gyldendalhjemmeside og er ved at være ganske godt tilfreds med resultatet.

I morgen er der så afgang til Malmø-operaen, til premieren på en obskur belgisk opera, Philippe Boesmans Julie. Jeg ser frem til for en gangs skyld at opleve en opera, som jeg absolut intet aner om i forvejen.

Søndag morgen - formiddag snarere - og jeg ligger som sædvanlig i sengen og nyder morgenkaffen og ser up på byens snedækkede tage. Jeg elsker det lille ritual. At ligge i mine silkedyner, i en silkenatkjole og drikke stærk, sort nescafé. Dagen begynder på den måde med en velbehagelig fornemmelse af luksus. Og jeg tror på, at det er med til at holde ambitionsniveauet oppe og energien ved lige.

For virkeligheden er jo derude, uden for silkedynerne, ude i frosten, og om et par timer skal jeg være på arbejde på det ene af de to små teatre, hvor jeg er ansat. Det er ikke vellønnet at arbejde i teaterbranchen. Til gengæld er det sjovt. Nej, det er forfatterskabet, der skal (og til en vis grad allerede gør) bringe pengene hjem.

Det er lang tid siden, at jeg sidst har skrevet i bloggen. Paradoksalt nok er det ikke fordi, der ingenting har været at fortælle. Tværtimod er der sket så meget, at bloggen er blevet nedprioriteret. Det vil jeg rette op på fra nu af.

Og jeg glæder mig til igen at skrive om de operaer og koncerter og skuespil, som jeg ser. En af de næste forestillinger, som jeg glæder mig særligt til i den kommende tid, er Tryllefløjten. Den har repremiere på Det Kongelige Teater den 18. januar i Mikael Melbyes udgave. Netop den opsætning af Tryllefløjten indgår i romanen Djævelens kvint, hvor flere kapitler foregår inde på Det Kongelige Teater under en forestilling af Tryllefløjten. Og hele handlingen i Djævelens kvint følger - selv om den på overfladen er en moderne spændingsroman, der udspiller sig i nutidens København - grundlæggende set handlingen i Tryllefløjten. Så den opera har jeg naturligvis et ganske særligt forhold til. Den har, ud over sin fortryllende musik, så meget på hjerte. For tag ikke fejl, selv om Tryllefløjten er et eventyr, handler den i høj grad om virkeligheden.

Min nye forfatterhjemmeside er næsten færdig nu. Det viste sig at være langt sværere at flytte indholdet af den gamle end først antaget, men det meste er overført nu, nu mangler kun lidt æstetik og struktur, så jeg vil tro, at den er klar inden for de næste par uger.

Der sker temmelig meget i mit liv i øjeblikket. Jeg skriver på min femte roman Glasborgen, og har et andet sjovt (og hemmeligt) bogprojekt under opsejling som parallel-opgave. Min libretto Orkestergraven ligger jo hos komponisten nu, så det varer nok længe, inden jeg skal arbejde på den igen. Men jeg har et interview i Magasinet Klassisk i denne måned, om hvordan det har været at skrive libretto for første gang ...

Magasinet Klassisk, nr. 15, 9. november - 10. januar. Interviewet kan ikke læses online, men kun i det trykte blad:

Det Kongelige Teaters operasæson blev skudt igang i dag med gallapremiere på Tjajkovskijs opera Eugen Onegin, og hvor er det dog dejligt, at sommerens kulturelle horror vacui endelig er forbi.

Jeg tog spændt ud på Operaen, Holmen, til en gallapremiere (der lokkede med rød løber og champagne og buffet og gallafest efter forestillingen), for jeg har aldrig oplevet Tjajkovskijs Eugen Onegin før, og det er herligt, at man vedblivende kan få udvidet sin horisont. Og ekstra spændende var det, at Peter Konwitschny havde sat iscene. Hans Lohengrin for et par sæsoner siden glemmer jeg aldrig; han er ikke uden grund en af verdens mest efterspurgte instruktører.

Det begyndte så hjerteskærende skønt. Og sluttede så forfriskende glædesstrålende. For den lille, gule færgebåd, der pendler mellem Nyhavn og Operaen er blevet fornyet, og man kan nu stå ude på et meget større dæk, og sollyset glimtede i vandet under overfarten, og der var bølgetoppe med hvidt skum, og vinden fik mit hår til at flagre, og tanken om stor musik og fri kærlighed (eller måske snarere fri musik og stor kærlighed) skaber altid glæde.

Nej, Eugen Onegin er ikke en god opera. Heller ikke i Det Kongelige Teaters ny opsætning af Konwitschny. Tjajkovskijs musik rummer ganske enkelt ikke den dybde, smerte eller ironi, der kan få en sådan ulykkelig kærlighedshistorie til at gribe. Og det handler jo om at blive berørt. Hver gang. Hele tiden.

Eugen Onegin handler meget kort fortalt om den unge Tatjana, der forelsker sig i Eugen Onegin, der afviser hende. Senere i livet, hvor hun er vel gift, slår erkendelsen ham, at Tatjana er hans livs kærlighed, og det meddeler han hende, hvorefter hun afviser ham. Slut. Og dumt.

Den historie rummer selvfølgelig mulighed for at eksponere al mulig smerte og passion hos disse to, der af dumhed, angst, umodenhed, vægelsind, manglende mod og indsigt og hvad ved jeg går galt af hinanden, men man sidder tilbage upåvirket under operaen med den ene følelse: Så tag jer dog sammen!

Egentlig tror jeg ikke, at det er instruktøren Peter Konwitschnys skyld, selv om hans iscenesættelse heller ikke var noget at råbe hurra for med sin bombastiske, golde og kolde banegårds-vi-venter-og tiden-den-går-og-livet-forsvinder-symbolik. Nej, jeg beklager at måtte sige det, men Tjajkovskijs musik har det bare ikke i sig i den opera. Det er romantisk musik, når den er værst og mest begrænsende. Jeg tror, at uanset hvor meget gøgl, eller verfremdung, eller evt. traditionel historisk æstetik man kunne finde på at overøse den opera med, så er den dømt til at mislykkes.

Sang de godt? Jo da, de fleste af dem, and so what. Og kapellet spillede da godt og stabilt. Og dirigenten vel også ...

Men det var den friskeste, gladeste afslutning på den premiere, for overfarten tilbage til Nyhavn var et mirakel af skønhed. Befrielse på alle planer.

Jeg har taget hul på min bestilingsopgave til Den Fynske Opera at skrive en libretto, altså en operatekst, over novellen Orkestergraven. Det er frustrerende svært at forholde sig til en ny form. Men man skal nok i virkeligheden bare overgive sig til den.

I øvrigt lykkedes det ikke Facebook Teamet at genfinde min forsvundne facebook-profil , så jeg er i gang med det møjsommelige arbejde at genopbygge en helt ny. Og genfinde mine 500 gode kontakter ... Hvis nogle af jer læser dette, så findes jeg nu her:

Anne-Marie Vedsø Olesen | Create your badge

Det er jo som at dø! Vupti, der røg min facebook-profil! Møjsommeligt opbygget, masser af billedmateriale, og 500 gode kontakter!!! Hjælp!!!!

Det er længe siden, at jeg har skrevet her. Men der sker så mange ting, at jeg næsten ikke kan følge med, både festlige, personlige og arbejdsmæssigt.

Igår var jeg til møde med operachefen på Den Fynske Opera. For et stykke tid tilbage kontaktede han mig, om jeg havde lyst til at forfatte en ny dansk opera til dem. Det var selvfølgelig en opgave, som jeg var utrolig glad for at få. Nu faldt det sidste på plads ved det møde: Udgangspunktet bliver min fortælling "Orkestergraven" fra bogen "POE - 4 makabre hyldester", der udkom her i foråret, og det er bare så fedt, for jeg tror, at det kan blive så intens en erotisk gyser som opera!

Komponisten er også valgt, og han og jeg har kommunikeret rigtig godt sammen, så vi er nogenlunde enige om, hvad den skal rumme. Urpremieren er sat til 2012. Så nu kan jeg snart skrive librettist på visitkortet! Det føles alligevel lidt fantastisk. Der er noget when a dream comes true i det for mig :-)

Jeg er netop kommet hjem fra Wagners opera Tristan og Isolde, der havde premiere i Operaen, Holmen. Og jeg kan ligeså godt indrømme det med det samme: Jeg græd. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har grædt så meget til en opera. Det sker, at øjnene bliver fugtige, men da Isolde sang tilsidst, brød jeg sammen. Det var på alle måder en overvældende forestilling.

Tristan og Isolde er en kærlighedshistorie, en fortælling om ultimativ passion, om en lidenskab større end og utilpasset i livet, og som derfor må forløses i døden (de nærmere detaljer i handlingen samt fakta om medvirkende kan læses på Det Kongelige Teaters hjemmeside her: http://www.kglteater.dk/Forestillinger/Opera/Opera_08_09/Tristan_og_Isolde.aspx

I Det Kongelige Teaters version præsenteres vi for en ensformig scenografi gennem alle tre (lange) akter, det er småt med plads, og farverne er grå og hvide. Undtagen i de få intense øjeblikke, hvor passionen mellem Tristan og Isolde folder sig ud. Da får verden farver. Det er i al sin enkelhed et effektivt greb fra scenografens side: Vores verden er lille, grå og ensformig; det er som udgangspunkt menneskets grundvilkår. Men formår vi at vælge lykken i lidenskaben og ekstasen kan vi bryde igennem til noget større.

Også publikumssalen blev inddraget som del af scenografien; i første akt befinder vi os på et skib og selve salen forblev oplyst og skulle illudere stævn. Lidt søgt. Men det gav anledning til spændende og vellykkede eksperimenter med surround sound, hvor kor og dele af orkestret spillede over og bag os.

Tre højdepunkter fylder mig stadig her til aften, hvor jeg fordøjer det hele med et glas tung rødvin: I. akts magiske øjeblik, hvor Tristan og Isolde begge har drukket af elskovsdrikken og overvældes af passion. II. akts kærlighedsduet om længslen efter evig sammensmeltning i den evige nat (døden), hvor i parantes bemærket en betagende Randi Stene som tjenestepigen Brangæne demonstrerer musikkens og tekstens erotiske betydning med overgivne, sanselige bevægelser og ender seancen med et orgasmeskrig dér, hvor librettoen foreskriver advarselsskrig (fordi Isoldes ægtemand kong Marke kigger forbi). Og III. akts store, lysende slutning: Tina Kiberg som en forklaret, euforisk døende Isolde (her græd jeg - og jeg var ikke den eneste).

Selve iscenesættelsen havde strejf af brechtsk verfremdung: Tæppet gik ikke ned mellem akterne, vi så aktørerne forlade scenen, vende tilbage og indtage deres pladser, kampscener blev ikke udført men kun antydet med enkle, næsten symbolske bevægelser, og døden i tredje akt blev vist ved, at sangerne tog deres overtøj af og lagde det fra sig. Og alt sammen var det så gribende, for tilbage stod på den måde det rene koncentrat af Wagners smertende fortælling.

Jeg kan kun opfordre: Tag ind til den forestilling. Også selv om man græder. For den er sej. Kan vi håndtere den lidelse, der følger med begæret? Er vi stærke og modige nok til at gribe og leve ultralivet uanset prisen? Men er det ikke bedre end at gå gennem livet som en duknakket zombie?

Det er mærkeligt endelig at have været inde til Tristan og Isolde. Jeg havde aldrig set den før, men kendte den så godt. Faktisk har jeg netop her til foråret udgivet en fortælling, der er en nydigtning af den opera. Den hedder "Brangænes medicin" og kan læses i lægenovelle-antologien "Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter" (detaljer her: http://www.sitecenter.dk/amvedsoolesen/brangnesmedicinilgenovelleantologi/ )

Så landede den næste udgivelse lægenovellerne "Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter" også, og udgivelsen er indtil videre gået rigtig godt med fine anmeldelser i Politiken og Berlingske Tidende og en tur gennem Smagsdommerne på DR2, hvor jeg da lige røg op af stolen (eller sengen var det vist), da smagsdommer Lilian Munk Rösing valgte min novelle ud og begyndte at læse op fra den.

Det er alt i alt en hektisk tid, og ind imellem kan det godt være lidt forvirrende. Der bliver ved med at komme anmeldelser dumpende på "POE - 4 makabre hyldester" også - senest i Ekstra Bladet, der var rigtig glade for den.

Men alt er positivt stress, så det er ok. Jeg er i færd med at forberede foredraget Malko Magi til Frederiksberg Bibliotek den 21. april, og der kommer bestillinger ind på forskellige arrangementer og kreative projekter (specielt er én bestemt opgave kommet ind ad døren, og her kan jeg slet ikke få armene ned, for det er en gammel drøm, som ser ud til at blive til virkelighed. Men jeg kan ikke fortælle så meget endnu - ikke før det er blevet mere konkret, og jeg har set en kontrakt. Men jeg er SÅ glad for den bestillingsopgave!)

Nej, faktisk må jeg tilstå, at påskeferien kommer lidt på tværs. Den har jeg slet ikke ro og tid til :-)

Jeg har næsten ikke sovet i nat, fordi "POE - 4 makabre hyldsester" - heriblandt min novelle "Orkestergraven" udkommer idag. Jeg havde troet, at jeg måske ville være mere afslappet denne gang, fordi det kun drejer sig om en novelle. Men det gjorde altså ingen forskel.

Man er så spændt på anmeldelserne. Ofte kommer de ikke på selve udgivelsesdagen, og jeg havde faktisk slet ikke regnet med det med denne lille novelle-antologi. Men minsandten, Jyllands-Posten har anmeldelse i idag, det er en af mine favoritanmeldere Lars Ole Sauerberg, og han giver den 4 stjerner og skriver blandt andet:

Det er der så kommet fire absolut læseværdige historier ud af, der alle balancerer på kanten af pastichen, men i dette tilfælde med vilje og derfor ganske frydefuldt og i sandhed gyseligt. Ingen af de fire sparer på effekterne, især er den kobling mellem det voldelige og det erotiske, som man forbinder med navne som Marquis de Sade, Freud og Bataille, ganske følelig.

Jeg er rigtig glad, også over sammenligningen med Sade, Freud og Bataille! :-)

http://jp.dk/arkiv/?id=1631094&eceExpr=poe%22+%2F%3E&eceArchive=o

Jeg har lige været i Berlin et par dage, bare en smuttur, og det var skønt og intenst. Jeg boede hos min bedste veninde, og vi fik snakket en hel masse og drukket en masse champagne, og jeg er helt bombet, hvilket jeg slet ikke har tid til.

På fredag udkommer Poe-bogen. Og i morgen og i overmorgen har jeg inteviews om min anden udgivelse - lægenovellen Brangænes medicin - der udkommer 2. april.

Imorgen er det ude i DR-byen. Det glæder jeg mig til, for jeg har ikke set den nye DR-by i Ørestaden. Dér skal jeg inteviewes til P1 samt Kulturnyt, og planen er, at det skal sendes i næste uge mandag eller tirsdag. Den slags kræver selvfølgelig forberedelse og fokus, så trætheden må bare fejes tilside. På med vanten ...

I går aftes var jeg inde til premieren på Benjamin Brittens opera Lucretia. Det foregik på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Det var noget, jeg havde glædet mig til længe, for jeg ved, hvordan Brittens musikdramatik kan rive og flænse på den gode måde.

Lucretia er en romersk kvinde, der bliver voldført af prinsen, mens hendes mand er borte i krigen. Det tager hun sit liv over til sidst.

Forestillingen var ok, men jeg havde forventet, at jeg ville være mere oppe og ringe. Athelas Sinfonietta Copenhagen sad i orkestergraven og leverede under den britiske dirigent Steuart Bedford en meget fin lyd. Nok det bedste ved den aften. Men jeg sad hele tiden med fornemmelsen af, at det der foregik på scenen ikke rigtig kom mig ved. Problemstillinger om begær og synd og skyld og skam er ellers noget som stadig er relevant at behandle med vores tunge vesteuropæiske og kristne bagage.

For et års tid eller to siden var jeg inde på Takkelloftet og opleve opera-akademieleverne opføre netop Lucretias voldtægt. Den forestilling havde langt mere nerve end de fjerne drømmende scenarier med lidt påklistret modergudindesymbolik, som vi fik fra Gamle Scene i går.

Nå, nu skal jeg heldigvis i gang med noget sjovt: Forberedelsen af et foredrag til Krimimessen om, hvordan opera har inspireret mig som forfatter til det gotiske gys. Det glæder jeg mig virkelig til :-)

Fortællingen "Orkestergraven" som del af bogen "POE - 4 makabre hyldester" nærmer sig udgivelse. Det er d. 13. marts. Jeg havde fået til opgave at lade mig inspirere af en af Poes allerbedste noveller: The Tell-Tale Heart (Hjertet der sladrede).

I Poes The Tell-Tale Heart myrdes en gammel mand, fordi morderen ikke kan holde synet af mandens ene øje ud. Liget spilttets ad, men efterfølgende banker mandens hjerte fortsat under gulvbrædderne, og morderen bryder sammen.

Jeg var utrolig glad for at få tildelt The Tell-Tale Heart, for jeg har fornemmelsen af, at man kan blive ved og ved med at dykke ned i den fortællings lag. Hos mig blev relationen mellem morderen og den myrdede til en grum kærlighedshistorie, hvor morderen ikke kan rumme kvinden og sit eget begær, og jeg lod kvindens erotiske kærlighed blive repræsenteret af hendes operasang og satte tungen i centrum som det organ, der som hjertet i Poes version efterfølgende nedbryder morderen.

Orkestergraven foregår i et operahus omgivet af havnevand og har en dirigent som jeg-fortæller. Det er blevet en ond fortælling med referencer til den umulige kærlighed i Rusalka / Den lille havfrue, et gys om elskovens mest destruktive sider. Men Orkestergraven er også blevet et eventyr om forløsning og udvikling som menneske og i kunsten gennem livssmerten. Det var i hvert fald intentionen.
Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan den bliver modtaget. Jeg synes selv, at jeg er endt med at få noget virkelig personligt og godt ud af den. Man ved godt selv, når man har lavet noget godt.

Den kan bestilles flere steder allerede nu, bl.a. på forlaget 2 Feet Entertainment, og også gennem Gyldendals webboghandel her: http://www.boghandel.dk/webapp/wcs/stores/servlet/ProductDisplay?catalogId=10002&storeId=10001&langId=100&partNumber=9788779941007&bogpriserRef=116658050&bogpriserKey=CDB0866B357137FC4E4AC8B16E387FA3

Bogpriser.dk hjælper med at finde billigste leverandør her: http://www.bogpriser.dk/work-8877994-poe-4-makabre-hyldester-2-feet/ 

Link til forlagets nyheder om bogen: http://www.steenlangstrup.dk/Bibliografi/books/titler/POE/menu.htm

I går fik jeg en ret sjov henvendelse fra forfatterspiren og bloggeren Morten Brunbjerg. Han spurgte, om ikke han måtte interviewe mig til sin blog, og selvfølgelig måtte han det, og idag kan man så læse interviewet - og jeg beder alle undskylde det lidt sejlende, der måske er over mine formuleringer, men jeg har lige fået fjernet en visdomstand og er stadig på den helt stærke smertestillende medicin ;-):

Men interviewet kan altså læses her:

http://www.mortenbrunbjerg.dk/blog/2009/02/06/interview-med-forfatter-a-m-veds%C3%B8-olesen/

Jeg ligger her i sengen efter for første gang at have fået fjernet en visdomstand, og det var ikke rart! Lige nu svimler det for mig i smertestillende stoffer og rødvin, så jeg kan knap ramme tasterne. Bedre bliver det ikke af, at min rigtige pc FORTSAT er til reparation (en dum, dum, kafkask situation), så jeg har kun min lillebitte Asus eee at skrive på.

Nå, men jeg ville frem til "Brangænes medicin", min anden novelle, der også udkommer i marts måned i år. Den endte med at blive rigtig god - min helt egen version af Wagners Tristan og Isolde omsat til hor, mord, og kærlighed på et moderne hospital. Og med strejf af magi.

"Brangænes medicin" udkommer i en novelleantologi på forlaget FADL sammen med 11 andre danske forfattere, der alle har skullet give et bud på den moderne lægeromance. Det er et rigtig sjovt projekt. Bogen kommer vist nok tíl at hedde: "Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter".

Hvor er det skønt, når en bog nærmer sig udgivelsen! Min novelle Orkestergraven, der er en del af bogen POE - 4 makabre hyldester har endelig fået en udgivelssesdato. Og det er lige om hjørnet, og en herlig dato (det er i øvrigt Edgar Allan Poes 200-års fødselsdag i dag ... Tillykke Poe!): 

Den 13. marts 2009 udkommer den. Vel at mærke FREDAG d. 13.! En passende dato for makabre fortællinger!

Og den bliver til at betale, 49,75 kr. (det burde alle bøger koste), og jeg har lige fundet ud af, at den allerede kan forudbestilles nu, her:

http://www.2-feet.dk/Nyheder/10.htm

Edgar Allan Poe fylder 200 år den 19. januar i år, jeg har skrevet lidt om det før, for der udkommer snart en gyserantologi på forlaget 2 Feet Entertainment med fire nydigtede noveller, der er hyldester til Poe, heriblandt min Orkestergraven. Antologien kommer til at hedde POE - 4 makabre hyldester.

Weekendavisen bringer i dette nummer et essay om Poe begået af hans danske oversætter Hans-Jørgen Birkmose. Overskriften er Hjertet der røbede, hvilket fangede mit blik med det samme, for det er titlen på en af Poes bedste noveller og netop den, som jeg fik tildelt at lade mig inspirere af. Det har været en opgave, som jeg har været utrolig glad for. Jeg opdagede, hvor tæt jeg ligger på Poe; det var som om jeg endelig fandt mit litterære ophav.

Hjertet der røbede (The Tell-Tale Heart) er en grum og syret fortælling om et mord på en ældre mand. Morderen kan ikke holde mandens øje ud, han væmmes ved det og MÅ bare slå ham ihjel. Men efter at have splittet manden ad og begravet ham under gulvbrædderne, begynder han at høre den dødes hjerte banke, det bliver bare ved og ved, og til sidst bryder morderen sammen.

Min novelle Orkestergraven, der udkommer til marts, foregår i nutiden i et operahus - og nogle vil sikkert kunne genkende Operaen, Holmen (Det Kongelige Teater har venligt ladet mig researche på stedet) - og handler om en dirigent, der pines af ambivalente følelser over for en operasangerinde. Hendes sang er så betagende smuk, han er forelsket i hende og har en affære med hende, men samtidig trænger stemmen så dybt ind i ham, at det gør ondt og han væmmes. Han kan ikke tåle den følelsesmæssige påtrængenhed, og det der graves frem i ham. Så han beslutter sig for at gøre hende tavs. Mere vil jeg ikke røbe her, andet end at hjertet hos Poe bliver til tungen hos mig ... med et par ekstra krøller og overraskelser.

Men titlen på selve antologien med de 4 noveller er altså POE - 4 makabre hyldester, og den bliver præsenteret på krimimessen i Horsens den 28. marts.

http://horsensbibliotek.dk/krimiblog/gyserantologien-moerket-4-makabre-hyldester

Og så har jeg en deadline på en bestilt novelle den 1. januar 2009. Ja, den 1. januar!

Det er min lægelitt-novelle, den kommer til at hedde "Brangænes medicin", og jeg mangler cirka den sidste fjerdedel. Der vil blive skrevet lige indtil jeg skal ud ad døren til nytårsfesten. Hvor jeg dog glæder mit til at den er færdig!

Det var et dilemma som i et græsk drama. Det var pligt eller lyst. Skulle jeg tage ind til premieren på Ifigenia i Aulis, som jeg hele tiden havde planlagt, eller skulle jeg hoppe på den ekstreme, kompromisløse julechapagnesmagning hos l´esprit du vin i snaregade?

Lysten vinder altid i mine dilemmaer! 18 hvide og 4 rosé-champagner af højeste kaliber blev det til, og der var Krug og Selosse iblandt, og efterfølgende middag med flere gode vine ... Jeg traf det rigtige valg! (Og jeg ved jo, hvordan det går stakkels Ifigenia!)

Tilbage er kun at sige: Rigtig glædelig jul!

Ja, ja, ja, ja, ja! ... JA!

Gå ind til Wozzeck! Og grib så faklerne og brænd verden af! Menneskets grundvilkår udstillet på grummeste vis ... Jeg må have luft!

(Jeg skal nok skrive lidt mere senere)

Godt så. Jeg var til julefrokost igår aftes hos min forening Danske Skønlitterære Forfattere. Og selvfølgelig er jeg lidt belastet i dag af vinindtaget, sådan går det altid. Det var på mange måder en interessant aften. Jeg sad til bords med et par fofattere, som jeg nok har hilst på før, men aldrig rigtig snakket med. Og under den stigende beruselse tog samtalen interessante drejninger, og jeg ligger i min seng lige nu og prøver at fordøje det, der blev sagt. Men uanset samtalen: Hold op nogle flotte, røde, højhælede laksko den ene af mine kvindelige kollegaer havde på! Jeg er svært misundelig! Kom ikke og sig, at forfattere klæder sig kedeligt!

Nå, men når jeg engang med passende medicinering er kommet mig, kan jeg begynde at glæde mig til weekenden, der blandt andet byder på premieren på tolvtonekomponisten Alban Bergs opera Wozzeck. Jeg forventer, at den opera bliver et af årets højdepunkter på Det Kongelige Teater. I hvert fald for mig. Jeg oplevede forestillingen for mange år siden med Aage Haugland, og jeg husker stadig, hvor rystet jeg var. Jeg gik efterfølgende med min veninde på baren "Tannhäuser" - den der var kendt for drinken "Ugly Bugly" - hvor vi under gravstemning drak absinth. Det er vel egentlig mærkeligt, at man glæder sig til den slags ...